Borger

Ivittuut Mine- og Mineralmuseum genåbner i Paamiut

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet at genåbne Ivittuut Mine- og Mineralmuseum i Paamiut. Museets genstande har været opmagasineret i en række år, men skal nu vises frem for offentligheden igen.  

Ivittuut Mine- og Mineralmuseum er et hybridmuseum, da det beskæftiger sig med både kulturhistorie samt fungerer som naturvidenskabeligt temamuseum. Med udgangspunkt i geologien omkring og livet i den gamle mineby Ivittuut fokuserer museet på minedrift og mineraler lokalt som nationalt. Dette kontekstualiseres af kulturhistoriske udstillinger med særligt fokus på livet, som det var dengang i en grønlandsk mineby som Ivittuut.


Der har længe, fra flere sider, været et ønske om at få genåbnet museet. De opmagasinerede genstande gemmer nemlig på en vigtig fortælling om råstofudvinding i Grønlands historie. En råstofudvinding, som blandt andet har spillet en afgørende rolle under 2. Verdenskrig. Dengang udvandt man kryolit i den nu nedlukkede Ivittuut-mine. Kryolitten blev brugt til at fremstille aluminium, noget som amerikanerne havde brug for, når de fremstillede deres krigsfly.


Museumsleder Vinni Birkedal er tovholder på projektet. Hun udtaler: ”Det er fantastisk, at vi får genåbnet mine- og mineralmuseet. Råstoffer spiller en vigtig og afgørende rolle i hele verden og ikke mindst i det grønlandske samfund. Minedrift og det daglige liv omkring dette er et lidt overset emne i Grønlands museers formidling, og derfor kan dette museum være med til at formidle de vigtige historier, der er forbundet med dette.”        

Kommunen har besluttet at genåbne museet i Paamiut i den tidligere KGH-bygning B-56, som på nuværende tidspunkt fungerer som depot og lagerrum. Det er dog stadig uvist, hvornår museet er klar til at slå dørene op for besøgende, eftersom bygningen først skal gennemgå en mindre renovering.

I mellemtiden udnyttes tiden til at forberede udstillingerne. Her lægges der vægt på at fange turisternes interesse, så det bliver mere attraktivt for disse at lægge vejen forbi byen. Desuden vil der blive lagt særlig vægt på et børneafsnit, hvor skolebørnene i Paamiut med mellemrum kan komme og få formidling i børnehøjde. 

”Vi er fuldt bevidst om, at et såkaldt råstofmuseum kan have svært ved at fange folks interesse og opmærksomhed. Derfor er vi allerede i gang med at udforme en udstilling, som netop skal få folk til at reflektere over, hvilken betydning de forskellige råstoffer har haft og stadig har for vores samfund. Vores ambition er at vække folks nysgerrighed i forhold til Grønlands råstofhistorie. En nysgerrighed, som jeg meget gerne ser når ud i klasselokalerne på skolerne, da råstoffer er et emne, som berører mange fagområder”, udtaler Vinni Birkedal.