I dagene 1. maj – 3. maj, var borgmester Avaaraq Olsen samt direktionen på besøg i Paamiut. Det var Avaaraq Olsens første besøg som borgmester, hvor hun mødtes med forskellige grupper af borgere, ansatte og interessenter for at diskutere forholdene i Paamiut. Besøget resulterede også i, at unge i Paamiut får et Ungdomskulturhus.
Borgmester Avaaraq Olsen, kommunalbestyrelsesmedlem Dorthe-Marie Mogensen-Fontain (S) samt direktionens besøg startede i Majoriaq/Piorsaavik, hvor politikerne havde nære samtaler med unge studerende. De unge fortalte om, hvad de laver i deres hverdag, hvad Paamiut i deres mening mangler for unge og om deres fremtidsplaner.
”Det var klare budskaber de unge kom med. De siger for eksempel, at de mangler et sted hvor de kan være sammen, en klub for eksempel. Her har vi hentet inspiration fra Tasiilaq, Ungdomskulturhuset Igdlo som varetages af de unge selv. Vi synes, at det er en god løsning”, siger borgmester Avaaraq Olsen
Efter samtalen med de unge om den manglede klub, kunne politikerne og medarbejderne fra Paamiut finde en løsning, der passer til behovet. Og ved det seneste kommunalbestyrelsesmødet den 23. maj blev det således vedtaget, at unge i Paamiut får et ungdomskulturhus i den nuværende fritidsordning Nanoq, som ligger ved tandklinikken og Atuarfik Tuiisaq. Det er planen, at der skal ansattes to medarbejdere, som skal hjælpe de unge med driften af huset.
Borgmesteren spurgte også om de unges fremtidsplaner og om deres uddannelsesplaner.
”Jeg er opløftet over at høre, at de unge vi snakkede med havde så klare planer for deres fremtid. Nogle af dem har allerede sendt ansøgninger, og nogle af dem arbejder i deres fritid på deres fremtidige arbejdsplader. Det skal vi tage hånd om, og vi skal imødekomme den gejst de unge har”, siger Avaaraq Olsen.
Efter Avaaraq Olsen samt direktionen havde været på Majoriaq/Piorsaavik gik turen til multiværkstedet, hvor Konrad Lorentzen, der arbejder i fritidsafdelingen, gav status på deres daglige arbejde.
Boligsituationen i Paamiut
På borgmesterens første dag i Paamiut havde en gruppe borgere arrangeret en demonstration om boligsituationen, og om generelle tilstande som borgerne mener er utilstrækkelige. Her blev det påpeget fra demonstranternes side, at man ikke har opført nye boliger i byen i mange år, selvom man har revet mange boligblokke ned. Det de argumenterer for har resulteret i, at unge borgere i Paamiut er nødt til at leve sammen med deres familier i mange år. Borgmesteren og resten af kommunalbestyrelsen er godt klar over boligproblematikken i Paamiut, og det er reflekteret i budgettet, hvor der er afsat 45 millioner kroner fra 2023 til 2026 til at bygge boliger i Paamiut og Tasiilaq.
Der er ledige boliger hos INI A/S i Paamiut, men de er så store, at de kan være for dyre for mange af byens unge borgere. Derfor har Kommuneqarfik Sermersooq taget initiativ og kontaktet Departementet for Boliger og Infrastruktur for at undersøge om de boliger kan gøres mindre, eller om der kan findes en anden teknisk løsning på problemet. Kommunen og departementet er i dialog for mulige løsninger.
”Jeg har set de tomme boligblokke i Paamiut, og jeg kan godt forstå, at borgerne i Paamiut ikke er glade for situationen. Det kan ikke være sundt for sjælen at skulle se de tomme boliger hver eneste dag, samtidig med, at mange borgere mangler en bolig. Det skal vi rette op på ved, at kommunen bygger boliger, men også i samarbejde med Selvstyret da de ejer mange af de tomme boliger i Paamiut. Og jeg vil sige, at det er glædeligt for mig at se, at borgerne i Paamiut bruger deres demokratisk ret til at vise deres utilfredshed, og jeg forsikrer, at jeg lytter til deres budskaber”, siger borgmester Avaaraq Olsen.
Møde med fiskere
Turens første dagsprogram sluttede med et møde med PAPP’s repræsentanter. Borgmesteren gav først ordet til fangerne og fiskerne, der fortalte om, hvordan det går i Paamiut samt hvad de mangler af faciliteter og udstyr. Ikke mindst ville de gerne vide, hvordan det går med kommunens udviklingsplaner for fangst- og fiskerierhvervet i Paamiut. Her forsikrede borgmester Avaaraq Olsen, at kommunens planer vil blive fulgt nøje af hende selv. Borgmesteren har nemlig for nylig indført en praksis, hvor embedsmænd jævnligt skal levere status om planerne til de politikerne, der skal sikre, at planerne bliver udført til tiden.
”Man kan se, at Paamiut har og altid vil være en fiskerby. Der er en søfartsskole, der er en kæmpestor fiskefabrik og der er mange fiskere her i byen. Der er mange ting som fiskerne vil have udbedret, og det kan jeg godt forstå. Selvom mange af disse ting er ude af kommunens hænder, så skal vi være bedre til at samarbejde med andre virksomheder som Royal Greenland og Nukissiorfiit, der også har ansvaret for det forskellige udstyr som fiskerne benytter sig af”, siger Avaaraq Olsen.
Ældre rollemodeller
Besøget i Paamiut bød også på et besøg på plejehjemmet Puilasunnguit. Her hørte borgmesteren og direktionen om, hvad beboerne og medarbejderne laver til hverdag, udover de sædvanlige vaner og arbejdsopgaver. Her fremlagde Rosannguaq Johansen, der er medarbejder ved plejehjemmet Puilasunnguits aktivitetscenter. Hun fortalte blandt andet, at de laver et årshjul i samarbejde med beboerne, og borgmesteren havde allerede bemærket, at de ældre i Paamiut er meget proaktive.
”Jeg har set jeres mange aktiviteter på vores sociale mediesider. Jeg er stolt af jer, og at I laver så meget, og jeg er ikke i tvivl om, at I har beriget mange af jeres medborgere her i Paamiut med jeres egne historier om jeres lange liv her og om byens historie. Jeg har set, at I var sammen med folkeskoleelever, unge fra ungdomsklubben Kalaaleq, handicappede borgere og ikke mindst jeres virksomhedsbesøg. Jeg håber, at I vil forsætte med jeres aktiviteter, som er med til at gøre byen mere livlig”, sagde borgmester Avaaraq Olsen til beboerne og medarbejdere i plejehjemmet Puilasunnguit.
Det var Avaaraq Olsens første besøg i Paamiut som borgmester, og under hele besøget var hun sammen med kommunalbestyrelsesmedlemmet Dorthe-Marie Mogensen-Fontain samt kommunens direktører.