Kommunen vil med helhedsorienterede og sociale indsatser, komme problemet med antallet af hjemløse til livs. Aftalen bygger på et 3-årigt forsøgsprojekt i et samarbejde mellem Selvstyret og kommunen, der skal sikre midlertidige boliger til hjemløse i Nuuk.
I forbindelse med projektet stiller boligselskabet INI en række boliger til rådighed, som efterplanen skal huse 11 borgere. Det vil være Gadeteamet i Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarked, der står for visitationen af boligerne, samt stiller nødvendigt fagpersonale til rådighed, som skal støtte borgerne i at opretholde et hjem, inden de flytter i en permanent bolig.
Udvalgsformand for velfærd og arbejdsmarked, Inge Olsvig Brandt udtaler følgende: ”Planen er, at vi med dette tværgående samarbejde mellem selvstyret, boligselskabet INI og kommunen, vil kunne give en håndsrækning til de borgere, som vakler mellem en stabil tilværelse og hjemløshed. Hvis vi kan hjælpe de borgere, er vi med til at give dem en ny start på livet. Det skylder vi både dem og resten af samfundet.”
Som en del af projektforsøget, vil de visiterede borgere som udgangspunkt bo i den midlertidige bolig i 6 måneder, hvor vedkommende dernæst skal videre til en permanent bolig, såfremt de er klar til det. I den forbindelse tilbyder boligselskabet INI beboerne økonomiske rådgivere, som skal hjælpe borgerne med at danne forståelse og overblik over egen økonomi.
Udvalgsformand for velfærd og arbejdsmarked, Inge Olsvig Brandt udtaler yderligere: ”Første skridt i den her proces er at tro på det enkelte menneske. Tror vi på borgeren, er vi allerede halvt i mål. Med projektet er det netop tilliden og troen på den enkelte, som er omdrejningspunktet. Selvfølgelig er boligen det essentielle, men hvis vi skal hjælpe flere væk fra kanten af samfundet, skal der en helhedsorienteret løsning til, hvis vi skal løse problemet med den høje andel af hjemløse. Uanset hvem man er, har vi alle en vigtig og betydningsfuld rolle i samfundet, som skaber værdi.”
Selvom forsøgsprojektet stiller boliger til rådighed, forventes der en lav, men fast månedlig husleje på 2000 kr., som har til formål at vænne de hjemløse til faste udgifter. Det vil sige, at projektet overordnet set, ikke kun handler om at huse hjemløse, men derimod at hjælpe dem til en mere stabil tilværelse. En hjælp, som består af flere forskellige initiativer, men som samlet set skal klæde borgeren bedst muligt på, så vedkommende på sigt kan klare sig selv uden indgribende hjælp fra det offentlige.