De seneste ugers snefald tydeliggør, hvor vigtig snerydningen er for fremkommeligheden i kommunen. Der er mange borgere, som er afhængig af, at sneen jævnligt bliver ryddet. Beredskabet har især fokus på de flugt- og brandveje, som altid skal være fremkommelige uanset mængden af sne.
Desværre har beredskabet modtaget en række henvendelser om blokerede flugt- og brandveje pga. de store mængder snefald. Det er vigtigt, at sneen netop ryddes ved disse oversete, men afgørende flugtveje. Det skal altid være muligt at flygte ud af en bygning, hvis der eksempelvis opstår brand eller lignende.
Ligeledes skal beredskabet altid kunne komme frem, til der hvor ulykken indtræffer, og derfor er det afgørende, at flugt- og brandvejene er fremkommelige. I den forbindelse er det bygningsejerens ansvar, at holde flugt- og brandvejene farbare.