Sermersooq Business afholdte borgermøde i Paamiut om arbejdet med flytning af moskusokser til syd for Paamiut. Sermersooq Business har, blandt andre, allieret sig med Per Nukaaraq Hansen som har været jagtbetjent i mange år. Per Nukaaraq har stor viden både om flytning af moskusokser men også generelt om moskusbestanden i Grønland.
Arbejdet med flytning af moskusokser til syd for Paamiut har været undervejs i nogle år. Projektet har stor lokal forankring da den oprindelige ide blev fremsat i Paamiut af Henrik Raklev. Siden er ideen til projektet igen blevet rejst af et medlem af Erhvervsrådet.
De fremmødte borger var naturligvis nysgerrige på processen og om hvor langt man er nået med projektet. Sermersooq Business har tidligere, i 2022, afholdt et borgermøde om projektet.
”Det var dejligt at se så stort et fremmøde. De 33 fremmødte var meget engagerede, de stillede meget relevante spørgsmål. Det er meget naturligt, da projektet kan skabe mange muligheder for borgerne i Paamiut” siger projektleder i Sermersooq Business, Susanne Bisgaard.”
Sermersooq Business har været, og er stadig i tæt dialog, med lokale interessenter, Departement for Fiskeri og Fangst og Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Pinngortitaleriffik og andre eksperter på området. Omdrejningspunktet er, og vil forsat være den lokale forankring, derfor også dette borgermøde, som er nummer 2 i rækken. Den seneste undersøgelse af vegetationen, foretaget af biologer, viste, at området er velegnet og bæredygtigt til at moskusokser kan flyttes til halvøen syd for Paamiut.
”Vi er nu langt i processen, men der skal stadig træffes en række vigtige beslutninger, som præcis hvor mange moskusser skal flyttes til området og hvornår det kan ske. Der skal også laves en Forvaltningsplan for området i samarbejde med diverse interessenter. Vi sætter pris på både det lokale samarbejde og den opbakning til projektet vi er blevet mødt med. Vi fortsætter med både at informere borgerne i Paamiut og involvere dem i projektet, siger Susanne Bisgaard.”
Flytning af moskusokserne rummer, på sigt, mulighed for erhvervsudvikling. På længere sigt vil jægere fra Paamiut kunne jage moskusokser, og en af hensigterne er, at man vil kunne etablere trofæjagt i området, som vil kunne hjælpe byens turismesektor. Moskusokserne vil være fredet i en årrække, muligvis 10 år, før det vurderes, at de kan jages bæredygtigt.