Folkeskolen Kultur

Trommedans og kultur på skoleskemaet

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Alle tredjeklasser i Nuuk har i løbet af de sidste to uger haft fokus på Qilaat (den grønlandske tromme) og kulturen omkring denne.

I et samarbejde mellem Musikskolen i Nuuk og Forvaltning for Børn og Skole, har skuespiller og kunstner Kuka Fleischer stået for at sætte Qilaat på skoleskemaet.

“Børnene var lidt tilbageholdende i starten, men lige så snart de selv kom i gang med at øve trommedans, kunne man se at de hyggede sig med det. Flere af dem spurgte om de kunne få ekstraundervisning, men jeg skulle nu mene, at de efter forløbet har rigeligt viden om Qilaat. Nu ved de alle hvor kulturhuset Katuaq (trommestik) har fået sit navn fra”, fortæller Kuka Fleischer.

Undervisningsforløbet i Qilaat bestod af både normal forelæsning, samt fremvisning af gamle billeder og kortfilm om brugen af trommen, men også praktisk erfaring. Eleverne fik selv mulighed for at bruge Qilaat, og lærte hvordan man kan udføre den traditionelle inngerneq-sang til trommemusikken.

Der var flere motivationer bag undervisningsforløbet, fortæller leder af Musikskolen i Nuuk, Pipaluk Lynge Berthelsen: “Vi valgte at sætte fokus på Qilaat, da vi mener, at det er en vigtig del af den grønlandske kultur- og musikarv. Børn bør vide hvad trommen er, og hvordan den blev brugt. Både med et historisk perspektiv, men også hvilken indflydelse den har i dag. Så en god blanding af historie, musikundervisning, kulturbevarelse, og lidt et forsøg på at normalisere brugen af Qilaat i nutidens Grønland.”

Hun er ligeledes begejstret over de positive reaktioner hun har oplevet blandt 3. klasserne, og er glad for samarbejdet med Forvaltning for Børn og Skole, og drømmer om at gøre projektet til en fast del af undervisningen for klassetrinnet.

“Vi er rigtig glade for det forløb som Kuka Fleischer har været igennem med børnene, og jeg håber, at det på et eller andet plan kan blive en fast del af undervisningen for 3. klasserne fremover,” afslutter Pipaluk Berthelsen.

De kan se billeder fra forløbet nedenfor.