Borger

Ny beskæftigelsespolitik i Sermersooq

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Ungdomsledigheden skal bekæmpes, de ledige skal opkvalificeres, arbejdsmarkedet skal være mere rummeligt og dialogen med virksomhederne skal styrkes.  Det er hovedpointerne i den beskæftigelsespolitik som Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq netop har vedtaget. 

Ungdomsledigheden skal nedbringes ved hjælp at tidlige indsatser, der motiverer de unge til at tage en uddannelse og dermed forhindre at de falder ud af uddannelsessystemet efter folkeskolen. De tidlige indsatser skal ske i samarbejde med alle der har kontakt med de unge, som for eksempel ungdomsvejledere,  lærere og forældre.

”Erhvervslivet mangler arbejdskraft. Alligevel oplever vi hvert år, at unge falder ud af både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er en ulykkelig situation, både for de unge og for samfundet, så det er vigtigt at vi tager hånd om det problem”, siger formand for Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked, Inge Olsvig Brandt.

Uddannelse og opkvalificering af voksne ledige er et andet indsatsområde i beskæftigelsespolitik. Politikken lægger op til, at ledige i fremtiden skal opkvalificeres, så de er klar til at tage de job, som arbejdsgiverne har svært ved at besætte.

”Ved at opkvalificerer de ledige, kan vi hjælpe dem på vej til et bedre job, og måske en større indkomst, og samtidig hjælpe de virksomheder, der mangler arbejdskraft”, siger Inge Olsvig Brandt.

Opkvalificering og støtte skal også sætte de personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet i stand til at tage et job. Som en af de største arbejdspladser i landet vil kommunen gå forrest med at ansætte personer med særlige udfordringer.

Når det drejer sig om udefrakommende lægger beskæftigelsespolitikken op til, at der forsat skal gøres en stor indsats for at besætte stillingerne lokalt.