Borger

Tasiilaq: ”Vores styrke er at vi står sammen”

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Natten til søndag var Tasiilaq ramt af en voldsom Piteraq, men god forberedelse og et godt sammenhold forhindrede at katastrofen blev værre.

”Vi kunne se på vejrkortene, at der var en Piteraq under opsejling, så kommunens ansatte har gået og gjort klar til det voldsomme vejr hele ugen. Brandvæsenet har været i alarmberedskab, og gjorde en exceptionel indsats, men borgerne i Tasiilaq fortjener også stor ros for at hjælpe hinanden,” fortæller Hjørdis Viberg, områdechef for Tasiilaq.

Inden stormen indtraf, stod brandmændene klar, og reagerede på nødopkald så snart de blev modtaget. Nødopkaldene kom oftest fra beboere i boliger der fik smadret ruder, revet døren af, eller andet der gjorde at de ikke kunne blive i deres bolig. Derfor brugte brandvæsenet natten på at køre ud i stormen og evakuere borgere til forsamlingshuset.

Beredskabet modtog 70 nødopkald, og 47 borgere blev evakueret. 30 borgere blev bragt til forsamlingshuset, 13 borgere blev kørt til andre familiemedlemmer, og en familie med et sygt barn blev bragt til hospitalet.

Der blev blandt andet stillet feltsenge og soveposer til rådighed, til de der blev evakueret til forsamlingshuset. Disse blev i foråret sponsoreret af NunaFonden, og stod klar som en del af katastrofeberedskabet.

Beredskabschef Jes Damgaard Andersen uddyber om situationen i Tasiilaq: ”Vi havde lagt en plan for at håndtere Piteraqen, og alle fulgte planen. Der er ind til videre ikke kommet meldinger om personskader på grund af stormen, og umiddelbart er Tasiilaqs bygder sluppet igennem stormen uden større skader. Vejene i byen er farbare, og da der er udsigt til rigtig dårligt vejr i den kommende uge, er kommunens medarbejdere i gang med at udbedre så mange materielle skader som muligt, så de næste dages regn og blæst ikke laver yderligere skade.”

Områdechef Hjørdis Viberg er klar over, at borgerne har mange spørgsmål til den kommende tid, og afslutter: ” Vores styrke er, at vi står sammen. Vi hjælper hinanden. Det har vi gjort før, og det gør vi også nu. Mandag aften klokken 19.00 mødes vi i forsamlingshuset, hvor fagfolk og psykologer vil være til stede, og utrygge borgere får mulighed for sammen at bearbejde begivenhederne og få svar på deres spørgsmål.”