Services

Borgmester: Tillykke til Mælkebøttecenteret

Mælkebøttecenteret i Nuuk fylder i dag 15 år og det er der grund til at fejre, mener borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen.

”Mælkebøttecenteret er en vigtig brik i vores indsats for omsorgssvigtede børn. Jeg vil derfor gerne sige et stort tillykke og en stor tak for jeres arbejde”, siger Avaaraq Olsen.

Mælkebøtten som er et værested hvor alle børn kan komme, der samtidig har ni overnatningspladser, blev oprettet i 2007 på initiativ af den daværende Grønlands Arbejdsgiverforening. Siden da er aktiviteterne blevet udvidet, så Mælkebøttecenteret i dag også driver to døgninstitutioner

”Mælkebøttecenteret er en sand succeshistorie. Mælkebøtten blev oprettet fordi en privat forening ønskede at tage et socialt ansvar. Siden da er det vokset til at være en vigtig aktør på det sociale område, der gør en stor forskel for mange børn, der har fået en svær start på livet”, siger Avaaraq Olsen.

Avaaraq Olsen er bestyrelsesmedlem i Mælkebøttecenteret. En post hun valgte at beholde efter hun blev udpeget til borgmester.