Borger

Positiv sommertravlhed på museerne

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Efter to somre med coronarestriktioner er denne sommer på mange måder anderledes. En af de store forskelle er krydstogtskibene og de mange turister i bybillederne, og museerne i Nuuk og Paamiut mærker, at der kommer flere besøgende udefra.

Hanseatic Nature kom den 16. juli som årets første krydstogtskib til Paamiut. Med 200 passagerer kunne det mærkes i byen, der selv har en befolkning på omkring 1200.

”Det var dejligt at kunne have turister i byen, og besætningen var glade for, at de igen kunne komme til Paamiut. De kom forbi museet og kiggede på de forskellige udstillinger, vi har her”, siger Augustine Rosing, der er museums- og erhvervsmedarbejder i Paamiut.

Selvsamme skib besøgte også Nuuk, og Nuuk Kunstmuseum fik glæde af passagererne.

”I år har skibet Hanseatic Nature givet ekstra opmærksomhed til museet. Det betød, at mange af deres passagerer lagde vejen forbi kunstmuseet, og det var vi rigtig glade for”, siger museumsinspektør ved Nuuk Kunstmuseum, Hanne Kirkegaard.

Der har været fire krydstogtskibe der skulle have lagt til kaj i Paamiut, som desværre ikke kunne lægge an på grund af vejret.

”Vi forventer, at yderligere 3000 krydstogtgæster kommer til Paamiut frem til september. Ud over det har vi om sommeren kystskibet, der ankommer med jævne mellemrum, og staycationgæster, samt en del udenlandske turister, der kommer med fly”, fortæller Augustine Rosing.

Hos Katersugaasivik Nuutoqaq / Nuuk Lokalmuseum har der været ca. 20 besøgende om dagen i juni, mens tallet i juli steg til omkring 40 daglige gæster. På nationaldagen oplevede Lokalmuseet dog rekord mange besøgende – over 700.

”Vi får en hel del turister. Nogle er fra krydstogtskibe og andre ikke, så det er forskelligt, hvilket turister der kommer forbi os. Vi får selvfølgelig også besøg fra lokale borgere, og folk vil altid blive mødt med et smil og budt velkommen, lige meget om det er første eller tiende gang, de besøger os”, siger medarbejder i Nuuk Lokalmuseum, Josephine Holding.

Denne sommer er det især Jim Lyngvilds udstilling, ”Inorrooq / Hamskifteren”, der tiltrækker besøgende, men også museets lille perle Niels Lynges Hus er et yndet udflugtsmål for mange. Dertil har museet haft besøg af en frivillig, Anne Mette Holm, som gennem sommeren har haft børneworkshops for byens børn, både i Nuuk og i Paamiut.

Også til glæde for lokale
Langt de fleste museer i Kommuneqarfik Sermersooq har helårsåbent, og dermed er der masser af muligheder for både turister og lokale for at opleve museerne, og der vil næsten altid være udstillinger og arrangementer, der henvender sig til alle aldersgrupper.

Paamiut Museum har for eksempel afholdt arrangementer for børn under hele sommerferieperioden.

”I starten af august måned havde vi workshops til børn, hvor de kunne lære at lave billedtæpper. Og vi er glade for, at vi kan lave arrangementer også for helt unge”, siger Augustine Rosing.

Hun fortæller også, at de er ved at planlægge 40-års jubilæet for Paamiut Museum. Datoer og aktiviteter forbundet med jubilæet vil blive offentliggjort, når det nærmer sig.

I Nuuk har Kunstmuseet kunne mærke en markant stigning i besøgende, i forhold til de sidste to år, hvor Coronapandemien lagde en dæmper på de fleste aktiviteter.

Denne sommer har det været muligt at se udstillingen ”Puilanerit – Grafisk Værksted 1972-1980”, som er en hyldest til Grafisk Værksted, der åbnede for 50 år siden.

”Vi valgte at lægge udstillingen i sommeren, så turister også kunne få indblik i en vigtig del af Grønlands kunsthistorie. Udstillingen viser en stor variation af kunstnere, stile og motiver, så der er noget for enhver smag”, siger Hanne Kirkegaard.

Udover ”Grafisk Værksted” har der også været en udstilling med titlen udstillingen ”Hare; ufærdig” med kunstneren Anne-Birthe Hoves arbejde med udsmykning af de to boligtårne på Svend Jungesvej (Jagtvej), og det været populært. Gæster har nemlig hyppigt spurgt til, hvor bygningerne ligger for selv at kunne gå ned og se udsmykningen, fortæller Hanne Kirkegaard.