Der var levende diskussioner, god ideudveksling og ikke mindst stor arbejdslyst på det første bygdebestyrelsesseminar siden sidste års kommunal- og bygdebestyrelsesvalg, og alle nuværende bygdebestyrelsesmedlemmer var med til seminaret på Hotel Hans Egede.
Seminaret varede i to dage, hvor den første dag blev brugt til fremlæggelser af borgernes budskaber, politiske målsætninger og status på tiltag i kommunen fra forskellige forvaltninger. På andendagen var Bygdesektorplanen og Bygdepuljen på skemaet.
Selv om borgmester Charlotte Ludvigsen møder bygdeformændene jævnligt, var det vigtigt for borgmesteren at mødes med alle bygdebestyrelsesmedlemmerne ansigt til ansigt.
Lokalsamfund er afgørende
På seminarets første dag var det borgernes budskaber og politiske målsætninger, der var på skemaet. Forud for seminaret havde bygdebestyrelserne holdt borgermøder i deres respektive bygder, hvor tre punkter blev drøftet.
- Tre primære udfordringer
- Tre primære succeser
- En velfungerende bygds behov
Der er otte bygder og fire bygdebestyrelser i Kommuneqarfik Sermersooq, fra Øst- og Vestgrønland. Dermed er der mange forskelligartede forhold i bygderne, og ligeledes forskellige ting der går godt og eller skaber udfordringer fra bygd til bygd. For eksempel er foreningslivet og fritidsklubberne i nogle bygder udfordret, mens det går godt i andre.
”Jeg kan godt genkende forholdene i bygderne. Vores kommune er meget stor, og forholdene er meget forskellige. Derfor er det vigtigt, at vi altid bestræber os på, at udfordringer bliver løst i samarbejde med lokalsamfundet, bygdebestyrelser og os i kommunalbestyrelsen. Det er jo lokalsamfundet der har den største viden om udfordringer i deres samfund. Det er også derfor, seminarer som dette meget vigtige, så vi i samarbejde kan koordinere vores indsatser”, sagde borgmester Charlotte Ludvigsen.
Blandt deltagerne var formanden for bygdernes landsforening KANUNUPE Ove Villadsen, der ligesom borgmesteren synes, at seminarer er vigtige.
”Det er meget vigtigt, at der bliver afholdt seminarer som dette, for når man arbejder med politik og har visioner, så er det vigtigt, at man holder fast ved den vision man har, indtil den er opnået. Jeg håber derfor, at bygdebestyrelsesmedlemmerne vil holde fast på deres visioner, da det vil hjælpe deres bygder. Derfor er det meget vigtigt, at samtlige bygdebestyrelser en gang imellem bliver samlet, ligesom under dette seminar”, sagde Ove Villadsen og fortsatte;
”Jeg synes, at det var et livligt seminar, og at deltagerne var meget realistiske omkring deres målsætninger. Det bliver spædende at følge deres arbejde omkring deres mål. Jeg er rigtig glad for, at disse bygdebestyrelsesmedlemmer brænder så meget for deres bygder”, sluttede Ove Villadsen
Ideudveksling på tværs
På seminarets andendag var Bygdesektorplanen og Bygdepuljen på skemaet. Her skulle bygdebestyrelserne nedskrive deres politiske målsætninger, som skal videregives til kommunalbestyrelsens behandling af bygdesektorplanen.
Hver bygd havde deres specifikke målsætninger, der blev diskuteret. De omhandlede alt fra ønsker om besøg fra folkevalgte og embedsmænd til bedre pasningsmuligheder og flere kurser for medarbejdere i fritidsklubberne, samt nye kirkegårde og fodboldbaner. Alt blev fremlagt og diskuteret.
Efter drøftelser om politiske målsætninger og Bygdesektorplanen 2022-2025 gik arbejdet videre med Bygdepuljen. Her fremlagde kulturafdelingen forskellige muligheder til inspiration for bygdebestyrelserne, om hvordan man kan bruge bygdepuljen. Derefter var der gruppearbejde, hvor bygdebestyrelserne skulle nedskrive, hvilke aktiviteter de laver i deres respektive bygder, og hvad de kunne tænke sig i fremtiden. Dette vil resultere i et idekatalog, hvor alle kan hente inspiration som en ideudveksling mellem bygdebestyrelserne.
”Jeg vil gerne rose jer alle. I har været meget debatlystne, og der er mange gode ideer, som helt sikkert vil komme til at blive gode for jeres bygder. Og ikke mindst tak for, at I har afholdt borgermøder, inden I kom hertil. Det er altid vigtigt at høre borgernes budskaber. Jeres arbejde betyder rigtig meget, både for os i kommunalbestyrelsen og ikke mindst for lokalsamfundet. Nu skal I tilbage til jeres bygder og arbejde videre. Jeg glæder mig til at se resultaterne af jeres gode arbejde, når jeg kommer og besøg jer”, sagde Charlotte Ludvigsen afslutningsvis.
Alle referater og materialet fra fremlæggelserne vil blive præsenteret for kommunalbestyrelsen til august, når de skal behandle bygdesektorplanen.