Borger Business Politik

Borgmester: Lad os da lave en skole mere, i stedet for at lukke en

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Nyheden om at planerne for at flytte Jern- og Metalskolen er genoptaget, bekymrer Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester. “Ideen om at der skal være en uddannelsesinstitution mere i Sisimiut, er en rigtig god tanke, men at det medfører, at vi lukker den i Nuuk, er dumt”, udtaler Charlotte Ludvigsen.

“Der har været mangel på dygtige håndværkere i mange år, og mange unge får ikke en uddannelse. Jeg mener det er oplagt at åbne en ny uddannelsesinstitution, og samtidig fastholde dem vi har”, fortsætter hun.

Derudover påpeger borgmesteren, at det at flytte en skole ofte er en rigtig svær manøvre, hvorimod det at åbne en ny oftere er en succeshistorie:

“Vi kan ikke være sikre på, at hverken lærere eller elever har lyst til at flytte med, og det synes jeg er helt fair. Samtidig ville flere kunne tage uddannelsen, hvis den også lå i Sisimiut. Det ville give flere gode arbejdspladser og en styrket arbejdsstyrke at åbne en skole der også. Så lad os da åbne en i Sisimiut og beholde den vi har her.”

Håndværkere som mekanikere og elektrikere har i årevis været en mangelvare, og langt størstedelen af de store anlægsprojekter engagerer arbejdskraft udefra. Derfor mener Charlotte Ludvigsen også, at der kan ligge en direkte kontant økonomisk fordel i, at Grønland får en ekstra Jern- og Metalskole.

”Manglen på håndværkere her i landet er som jeg sagde stor, og Jern og Metalskolen uddanner unge til vellønnede job med gode fremtidsmuligheder. Jeg mener ikke tiden er rigtig til at flytte uddannelsespladser. Vi burde i stedet oprette flere uddannelsespladser, og dermed give så mange unge som muligt chancen for at få en god uddannelse. Det vil ligeledes gøre, at flere skattekroner fra vores store offentlige investeringer bliver her i landet. På den måde kan vi få pengene til at arbejde inden for landets grænser, i stedet for at udenlandske håndværkere tager dem med hjem”, siger Sermersooq-borgmesteren.

Udover medarbejdere og elever mener borgmesteren også, at erhvervslivet bør inddrages i hvorvidt Jern- og Metalskolen flyttes.

”Hvis vores uddannelser skal skabe gode jobs og vækst i erhvervslivet, er det vigtigt, at vi inddrager de virksomheder, der har brug for arbejdskraften. Hvis den største mangel på håndværkere er i Nuuk, virker det uhensigtsmæssigt at lukke skolen her og flytte den til Sisimiut”, siger Charlotte Ludvigsen.