Borger

Nyt ungdomskulturhus i Tasiilaq skal sikre unge grønlændere livsmod og fritidsfællesskaber

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Unge indbyggere i Tasiilaq har fået et nyt ungdomskulturhus, som i fremtiden skal give dem et meningsfuldt fritidsliv i en tryg ramme. Tre danske fonde har i tæt samarbejde med de unge og den grønlandske Kommuneqarfik Sermersooq indfriet deres drømme og gjort projektet til virkelighed.

Værkstedsaktiviteter med tupilaq-udskæring, dans, syning af grønlandske klædedragter og byg-selv havkajak er blandt de aktiviteter, et nyt og moderne ungdomskulturhus i fremtiden kan tilbyde unge i Tasiilaq. Huset skal skabe mere livsmod og modstandskraft blandt børn og unge.

Siden 2015 har projektet været undervejs. De unge har døbt det ’Igdlo’, som betyder snehytte på grønlandsk. Nu er dørene slået op for alle indbyggere i den østgrønlandske by Tasiilaq.

Mange unge i Tasiilaq mistrives, mangler overskud og savner et aktivitets- og mødested i hverdagen. Tre danske fonde har sammen med den grønlandske kommune rejst økonomi og kræfter til et af de allerførste eksempler i Grønland på et lokalt forankret ungdomskulturhus.

Paula bruger af ungdomskulturhuset i Tasiilaq siger:

”Mange af os her i byen har desværre ikke en ubekymret ungdom og bærer rundt på tunge oplevelser. Vi ønskede os vores eget sted – uden alkohol og med plads til at spille musik, lære nye kreative aktiviteter og bare være sammen, når vi fik lyst. Vi deltog i workshops. Vi arbejdede med håbet, selvværdet og livskraften her i Tasiilaq. Det er med stolthed vi selv var med i processen. Ungdomskulturhuset har vist os, at når nogen tager os alvorligt og handler, kan det utrolige ske.”

Ungdomskulturhuset er især for 16-30-årige, som udgør mere end en fjerdel af de cirka 2.000 indbyggere i Tasiilaq. Lokale unge fra byen har i 18 måneder selv været med i udviklingen af huset og på demokratisk vis gjort idéer og drømme til virkelighed med de danske fonde og kommunen.

I ungdomskulturhuset er barrieren for at blive en del af et trygt fritidsfællesskab lav. Traditionelle østgrønlandske værdier kendetegner livet i huset, men der er også helt nye fritidsaktiviteter og sociale initiativer for unge, der har det svært.

Jakob Færch, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger:

”Med ungdomskulturhuset har de unge fået et sted, hvor de kan færdes trygt og deltage i fritidsliv og sociale fællesskaber. Vi ved, at fritidslivet kan gøre en markant forskel for udsatte, og det er der brug for i Grønland. Ved at gøre de unge til medskabere har vi skabt et meningsfyldt hus, der kan styrke deres drømme og ambitioner for livet og give dem mod på nye kulturelle aktiviteter i et sjovt og afslappende miljø.”

Ungdomshusets er en del af strategien i Kommuneqarfik Sermersooq med at forbedre vilkårene i byen med mange udsatte og belastede unge.

Hjørdis, Viberg, områdechef i Kommuneqarfik Sermersooq siger:

Ungdomshusets aktiviteter bygger på vores kulturelle grundlag og skal give de unge et ståsted og en stærk identitet. Huset understøtter de sociale indsatser her i kommunen og giver os mulighed for at skabe gode rammer for unge fra alle sociale lag. Vi ønsker et samfund, hvor alle borgere har lige mulighed for at være en del af et fritidsliv. Vi er meget taknemmelige for fondenes bidrag, som i fremtiden kommer til at gøre en enorm forskel her i Tasiilaq.

Lokale og Anlægsfonden, 15. Juni Fonden og Kraemers Grønlandsfond står med Kommuneqarfik Sermersooq bag projektet. Det social-kulturelle projekt ’Fremtiden tilhører os – Siunissaq uagut pigaarput’ – støttet af Bikubenfonden har drevet idéerne til huset frem med de unge. Huset ligger centralt i Tasiilaq med kig til naturskønne ’Blomsterdalen’ og er tegnet af den danske arkitekt Sophus Søbye Arkitekter i samarbejde med den grønlandske tegnestue Titarneq.

For yderligere information kontakt:

Udviklingskonsulent, Jakob Færch, Lokale og Anlægsfonden, mobil: +45 2869 4774