Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Politi har etableret det Kriminalpræventive Børn- og ungeforum. Formålet med forummet er at forebygge en eskalering i antal sager med børn og unge, som begår kriminalitet.
I Nuuk ses der en stigning i antallet af unge, der begår kriminalitet. Derfor etablerer Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Politi det ”Kriminalpræventive Børn- og ungeforum”, hvor forummets formål er at forhindre, at eksisterende kriminalitetsmønstre hos børn og unge eskalerer, og samtidig forhindre at ny kriminalitet opstår.
”Der er behov for tæt samarbejde mellem politiet og Forvaltningen for Børn og Familie, for at kunne sætte ind så tidligt som muligt og tilbyde den bedst mulige hjælp”, siger formand for Udvalg for Børn og Familie, Avaaraq S. Olsen.
De to instanser, Kommuneqarfik Sermersooq og Grønlands Politi, skal bruge forummet til at udveksle oplysninger i konkrete personsager vedrørende unge, som i tidlig alder begår kriminalitet, og koordinere og orientere vedrørende den indsats, der ønskes igangsat inden for hver instans.
”Kommunen og Politiet har gang i en god udvikling i bekæmpelsen af kriminalitet begået af børn og unge. Dette er endnu et skridt og jeg ser det som et godt ”værktøj”, der vil sætte yderligere skub i processen”, siger vicepolitiinspektør Jan Lambertsen.
Faktaboks
Organisering
Styregruppen har det øverste ledelsesmæssige ansvar for forummets virke.
- Direktør fra Forvaltning for Børn og Familie, Kommuneqarfik Sermersooq
- Vicepolitiinspektør, Grønlands Politi og
- Direktør fra Forvaltning for Børn og Skole, Kommuneqarfik Sermersooq
Det Kriminalpræventive Børn- og ungeforummet består af faste repræsentanter og Ad hoc-repræsentanter.
De faste repræsentanter som består af to repræsentanter fra Forvaltning for Børn og Familie og to fra Grønlands Politi, mens Ad-hoc repræsentanter består af relevante faglige personer, skoleleder på barnets skole, Forvaltning for Børn og Skole, institutionsledere på døgninstitutioner og repræsentanter fra Sundhedsvæsenet.