Ældre

Tre gange højt hurra for den nye spisestue i Nuuks alderdomshjem

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Efter tre ugers makeover er alderdomshjemmets spisestue i Nuuk endelig klar til brug igen. Indvielsen af den nye spisestue bød på en lille fredagsfest for de ældre med mad, vin, hygge og stille musik.

De ældre i alderdomshjemmet kom med deres gode humør og nogle med deres festtøj for at se deres nye spisestue, som havde været under renovation de sidste tre uger. En af dem var Medea R. Hansen på 84 år, som har været en jævnlig gæst i alderdomshjemmet den seneste år.

”Rummet er blevet varmere efter renovationen. Væggene plejede at være helt hvide, men nu har de malet nogle af siderne med en varm mørklilla farve, som gør det mere levende og husligt. Det føles som et hjem”, sagde Medea med et smil, mens hun kiggede rundt i rummet.

Mere hjemligt

Udover de nye farver har stuen fået neutralt farvede rullegardiner i stedet for de tunge, røde hænge gardiner – og det har givet rummet et mere naturligt lys. Væggene er så også udsmykket med billeder og plakater i en minimalistisk facon. Der plejede at være flere gamle billeder rundt omkring, men de har så doneret nogle af dem til Grønlands Nationalmuseum i Nuuk. Grunden til renoveringen var ifølge Jakobine Møller, som er Teamkoordinator i alderdomshjemmet, at spisestuen ofte bliver brugt som en forsamlingsstue og aktivitetsrum, så det gav mening at gøre det mere hjemligt og varmt for de ældre.

Ifølge Medea R. Hansen er det en meget dejlig gestus fra personalet. ”Det får en til at føle sig set. Det faktum at de rent faktisk giver sig tid til at gøre noget for os. Personalet er nogle af de venligste og varme mennesker, jeg har mødt – de er en stor del af at få dette sted til at føles som et hjem”.