Som den første hovedstad i verden har Nuuk søgt om og opnået certificering som bæredygtig turistdestination gennem organisationen EarthCheck. Borgmester Charlotte Ludvigsen er ovenud tilfreds.
”Økonomisk, social, kulturel og miljømæssig bæredygtighed er vigtige fokusområder for os. Vi har arbejdet for at dokumentere dette i mere end to år, så jeg er ovenud lykkelig for, at vi nu har fået den her anerkendelse. Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden dedikerede medarbejdere, et progressivt erhvervsliv og engagerede borgere. Stor tak til alle”, lyder det fra en stolt borgmester.
Sermersooq Business har sammen med store bidragydere været samlet i et ”Green Team” som består af Nukissiorfiit, Miljøafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq, Grønlands Statistik, Visit Greenland, Nuuk Water Taxi og Greenland Escape.
”Der er stor international efterspørgsel efter bæredygtige turistdestinationer, og Nuuk bliver således en særdeles attraktiv destination at besøge, og det vil kunne mærkes i øgede antal turister, som vil bidrage til en økonomisk vækst i turismeerhvervet”, udtaler Erhvervschef Emil Skjervedal.
EarthCheck-stifter og CEO, Stewart Moore, bemærker at de steder, hvor mennesker ønsker at bo og besøge – og som er bæredygtige – ikke opstår ved tilfældigheder: De er et produkt af visioner og dedikation fra borgere og erhvervsliv.
”Jeg vil gerne ønske tillykke til hele holdet fra Nuuk for deres bedrift. Nuuk er et værdifuldt medlem af en global gruppe af turistdestinationer, der tør gøre en forskel. At blive en bæredygtig turistdestination kræver samarbejde, beslutsomhed og systematisk planlægning på tværs af hele destinationen,” udtaler Stewart Moore. ”Hovedstaden Nuuk tilslutter sig en eksklusiv gruppe af førende destinationer på verdensplan, der tager en holistisk og strategisk tilgang til destinations-management og marketing.”
Bred anerkendelse skal sætte gang i turismen
Nuuks utrættelige arbejde for at gøre turismen mere bæredygtig er ikke gået ubemærket hen. Blandt andet har TIME Magazine rost indsatsen og omtalt de spændende vinde, der i disse år blæser over Nuuk.
Og med certificeringen fra EarthCheck er vejen imod bæredygtig turisme nu for alvor lagt.