Borger

Sermersooq hjemtager driften af hjemløseherberg

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooq har besluttet at hjemtage driften af hjemløseherberget i Nuuk. Det sker efter, at kommunen har modtaget bekymrende meldinger om tilstandene på herberget fra brugere, medarbejdere og samarbejdspartnere.

I de seneste to år har den private virksomhed Tarraq stået for driften af hjemløseherberget.

”Vi har i pressen kunne læse, at medarbejderne ikke har fået løn og, at herberget tog imod flere brugere end brandmyndighederne har godkendt lokalerne til, desuden har vi oplevet, at en vigtig samarbejdspartner ikke længere vil komme på herberget på grund sammenstød med ledelsen. De meldinger kan vi naturligvis ikke sidde overhørig”, siger formand for Kommuneqarfik Sermersooqs Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked, Inge Olsvig Brandt.

Gennem hele samarbejdet har der også været store problemer med afrapporteringen fra virksomheden.

”Tarraq har flere gange nægtet at redegøre for hvordan de anvender deres driftstilskud eller hvor mange brugere de servicerer. Det er naturligvis ikke holdbart at anvende skattekroner på den måde, siger Inge Olsvig Brandt.

Kommunen har jævnfør driftskontrakten mulighed for at bede leverandøren om at rette op på en række forhold indenfor 20 dage. Vi må desværre konstatere, at det ikke er lykkedes for Tarraq.

”Tarraq har leveret en service vi ikke kan byde vores udsatte borgere”, siger Inge Olsvig Brandt.

Kommuneqarfik Sermersooq er klar til at overtage driften med øjeblikkelig virkning.