Borger

Workshop lærer 100 børn at lave sund mad

Historic information

Information such as rates, opening hours, rules etc. in this article might not apply today.

Kommuneqarfik Sermersooq har været medarrangør af IGASA workshops for børn i Nuuk sammen med Paarisa, Unicef Grønland, Royal Greenland og FoodLab. I løbet af uge 26 og 27 har hele 100 børn fået en sjov dag i køkkenet, hvor sund mad og børnerettigheder har været på skemaet.

Mens skolerne holder lukket, har det vrimlet med gode sommertilbud til børn og unge i Nuuk, og en af de helt store succeser har været IGASA workshops, som har haft hele 100 deltagende børn i de to uger, som tilbuddet har kørt.

Ideen med workshoppen har været at lære børnene om sund mad og give dem en bedre viden om børnerettigheder. Det har været så god en idé, at Kommuneqarfik Sermersooq, Paarisa, Unicef Grønland, Royal Greenland og FoodLab alle har bidraget på forskellig vis.

”I FoodLab er vi stolte over, at et samarbejde på tværs af organisationer og virksomheder har givet op mod 100 madglade børn mulighed for at tilbringe en dag i FoodLab-køkkenet. Tak til de mange børn der deltog og stor tak til vores samarbejdspartnere for at løfte i flok”, siger FoodLab Manager, Anne Nivíka Grødem.

Selve undervisningen har Maria Motzfeldt stået for, og af de ti kostråd har der særligt været lagt vægt på kostrådet om at spise fisk. Det er en vigtig viden at give de deltagende børn på 10-12 år, da forskning viser, at netop sådan en viden får dem til at træffe sundere madvalg i fremtiden.