Politik Services

”Corona-valg”: Sådan foregår det

Tirsdag d. 6. april er der valg til Inatsisartut i hele Grønland, samt valg til kommunalbestyrelsen, bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationen i Kommuneqarfik Sermersooq.

Her kan du læse alt om hvordan det kommer til at foregå, når du skal afgive din stemme.

Hvor kan jeg stemme på valgdagen?

Du kan afgive dine stemmer i alle kommunens byer og bygder, ved de planlagte afstemningssteder.

Hvornår kan jeg stemme?

  • Valgstederne åbner kl. 09.00 og lukker kl. 20.00 tirsdag d. 6. april 2021.
  • Alle vælgere der står i kø på valgstedet, når dørene lukkes, har ret til at stemme.

Hvordan foregår det, når jeg skal stemme?

Hvis du allerede har brevstemt, behøver du ikke at foretage dig mere.

Adgang til valgstedet

Hvis du ikke har brevstemt, skal du møde personligt op ved dit lokale valgsted, på valgdagen, i tidsrummet fra kl. 09.00 til kl. 20.00.

Der tilbydes kørsel til gangbesværede og til personer med handicap. Der kan bestilles kørsel på følgende telefonnumre:

499277 (Paamiut)

598215 (Tasiilaq)

582248 / 586193 / 368068 (Nuuk)  

Specielt for Nuuk:

  • Ensrettet vej til Inussivik
    I Nuuk bliver vejen til op til valgstedet Inussivik ensrettet: Der kan køres op til valgstedet via Kissarneqqortuunnguaq (ved Godthåbhallen), og ned igen via Børnehjemsvej, således at der er indkørselsforbud op ad børnehjemsvej.
  • Valgbusser
    Du kan tage valgbussen, når du skal stemme i Nuuk. Det er nemlig gratis. Se køreplanen her.

Coronarestriktioner

På grund af de gældende coronarestriktioner, opfordres alle vælgere til at bære mundbind på valgstederne. Mundbind vil blive udleveret ved valgstedet, til dem der vil følge opfordringen.

Ligeledes er der restriktioner i forhold til hvor mange personer der må opholde sig på valgstedet samtidig. Det kan betyde ventetid både udenfor valgstedet, samt når du er kommet ind. Følg de valgtilforordnedes vejledning i forhold til kø, afstand, værnemidler, og selve afstemningsprocessen. Spørg gerne hvis du er i tvivl.

Når du er kommet ind og skal til at stemme

Fremgangsmåden, når du skal til at afgive din stemme, er overordnet den samme alle steder i kommunen.

  • Du skal sige dit navn og din fødselsdato, så den valgtilforordnede kan finde dig på valglisten.
    • I Nuuk skal du stille dig i kø, i forhold til din fødselsdato, allerede inden du kommer hen til den valgtilforordnede.
  • Du skal sige hvilke valg du gerne vil afgive stemme til.
  • Du får udleveret stemmesedler, og går ind i en stemmeboks.
  • I stemmeboksen finder du også listerne med de opstillede kandidater til de forskellige valg.
  • På hver stemmeseddel skal du markere hvem eller hvilket parti du vil stemme på. Der må kun være et kryds på en stemmeseddel.
  • Når du har sat et kryds på hver stemmeseddel, skal du aflevere dine stemmesedler i valgurnerne uden for stemmeboksen.

Hvilke valg kan jeg stemme til?

Bygder

Hvis du bor i en bygd, kan du stemme til:

  • Inatsisartutvalg
  • Kommunalbestyrelsesvalg
  • Bygdebestyrelsesvalg

Hvis du bor i en bygd, kan du ikke stemme til:

  • Menighedsrepræsentationen
    (Der er fredsvalg til menighedsrepræsentationer i bygderne)
Paamiut, Tasiilaq eller Ittoqqortoormiit

Hvis du bor i Paamiut, Tasiilaq eller Ittoqqortoormiit, kan du stemme til:

  • Inatsisartutvalg
  • Kommunalbestyrelsesvalg

Hvis du bor i Paamiut, Tasiilaq eller Ittoqqortoormiit, kan du ikke stemme til:

  • Bygdebestyrelsesvalg
    (Der er kun valg til bygdebestyrelser i bygderne)
  • Menighedsrepræsentationen
    (Der er fredsvalg til menighedsrepræsentationer i alle mindre byer)
Nuuk

Hvis du bor i Nuuk, kan du stemme til:

  • Inatsisartutvalg
  • Kommunalbestyrelsesvalg
  • Menighedsrepræsentationen

Hvis du bor i Nuuk, kan du ikke stemme til:

  • Bygdebestyrelsesvalg
    (Der er kun valg til bygdebestyrelser i bygderne)

Kan jeg stadig nå at brevstemme?

Der er forskellige deadlines for afgivelse af brevstemmer, afhængigt af hvilket valg det drejer sig om.

Derudover vil det ikke være muligt at brevstemme i påskedagene d. 1/4, 2/4, 4/4, 5/4.

Til kommunalvalg, bygdebestyrelsesvalg og valg til menighedsrepræsentationen, er deadline for brevstemmer kl. 20.00, tirsdag d. 6. april 2021. Det er dog dit eget ansvar at have stemt i så god tid, at din stemme kommer med i optællingen.

Valget til Inatsisartut har en tidligere deadline. Her er sidste mulighed for at brevstemme lørdag d. 3. april 2021. Bemærk at rådhuset, Borgerservice og kommunens filialkontorer er lukket hen over påsken og weekenden.

  • Særligt for Nuuk vil det være muligt at brevstemme til Inatsisartutvalget lørdag d. 3. april. Hvis du vil benytte dig af denne mulighed, skal du ringe til Sermersooqs Mobilvagt på 23 76 21 i dagtimerne på dagen. Mobilvagten vil derefter tage til Borgerservice, efter aftale med dig der gerne vil brevstemme, og lukke dig ind. Derfor skal du selv møde op ved Borgerservice på det aftalte tidspunkt for at brevstemme.

Hvornår er valgresultaterne klar?

Det kan ikke med sikkerhed forudses hvornår den endelige optælling af stemmer er slut. Planen er dog, at resultaterne for Kommuneqarfik Sermersooq offentliggøres i løbet af natten til onsdag d. 7. april.

Det samlede antal afgivne stemmer (stemmeprocenten) bliver offentliggjort løbende på valgdagen med omkring 2 timers mellemrum.