Services

Unge gav deres bud på fremtidens erhvervsliv i Tasiilaq

Eleverne i 10. klasse var torsdag inviteret til workshop af Sermersooq Business og borgmester Charlotte Ludvigsen.  Emnet var fremtidens erhvervsliv i Tasiilaq.

”Vi har valgt at spørge de unge, hvilken by de gerne vil bo i, og hvilket arbejde de ønsker sig i fremtiden, for at få input til vores kommende erhvervsstrategi for Tasiilaq”, siger Kommuneqarfik Sermersooqs erhvervschef Emil Skjervedal.

På workshoppen besvarede de unge en række spørgsmål på computer-tablets. Fredag skal de voksne i det etablerede erhvervsliv besvarer de samme spørgsmål.

”Vi har endnu ikke analyseret svarene, men de unge havde mange gode ideer, og de fleste af dem ønsker en fremtid inden for de eksisterende erhverv som fiskeri, fangst og turisme”, fortæller Emil Skjervedal

Når alle svarene er gennemgået, vil de blive skrevet sammen til en 4-årig strategi for erhvervsudviklingen i Tasiilaq, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til.