Services

Undgå at smitte dem du elsker

Vi nærmer os højtiden for hygge og samvær med vores kære. En tid hvor vi mødes med dem, vi elsker. Så husk at holde afstand – for deres skyld.

Mens corona-pandemien hærger verden, og slår hundredetusindvise mennesker ihjel, har vi i Grønland næsten ikke været mærket af den. Ind til videre.

Som en del af verdenssamfundet er julen også højtiden for mange rejser mellem Grønland og resten af verden, med alle byer og bygder i Kommuneqarfik Sermersooq som slutdestination for de mange rejsende.

Blandt de mange rejsende og den medbragte julehygge og taskerne fyldt med gaver forudser Landslægen, at juletiden også vil bringe et tocifret antal corona-smittede til Grønland.

”Det er nu, vi skal vise omsorg for hinanden. Selv om du er rask og ikke er bange for coronavirus, skal du tænke på andre, der er sårbare. Vi har været heldige her i landet. Vi har ikke set familie og venner dø i denne forfærdelige pandemi. Præcis derfor skal vi stadig passe på: Vi skal gøre alt for, at vi ikke kommer til at smitte dem, vi elsker,” siger borgmester Charlotte Ludvigsen.

Kommuneqarfik Sermersooq har blandt andet lavet kampagner, badges og kæmpe-bannere for at minde borgerne om, at vi stadig skal passe på hinanden. Vi skal holde afstand, når vi handler eller venter på bussen, holde igen med at give krammere og håndtryk. Og vigtigst skal alle huske at vaske hænder ofte og at være opmærksom på at holde god hygiejne.

”Vi kan som land være stolte af den måde vi har håndteret pandemien. Mange lande på vores størrelse har været hårdt ramt, men vi har holdt vores land fri for Corona. Det må vi ikke sætte over styr, nu når vi er så tæt på at få en vaccine”, siger Charlotte Ludvigsen. 

Husk at vise samfundssind, husk at holde afstand, og husk at passe på dem du elsker. Så kan vi alle få en god jul og et godt nytår.