Budgetforligspartierne Inuit Ataqatigiit, Demokratit og Samarbejdspartiet har nået en enighed om, hvordan budgettet for 2021 i Sermersooq skal se ud. Flere boliger i hele kommunen, prioritering af fritidsaktiviteter og –faciliteter og støtte til sårbare familier er bare nogle af de områder, forligspartierne er enige om at styrke yderligere i 2021.
Partierne Inuit Ataqatigiit, Demokratit og Samarbejdspartiet er enige om, hvordan pengene i Kommuneqarfik Sermersooq skal fordeles i 2021. Det står klart i dag fredag d. 23. oktober efter forhandlingerne er afsluttet. Budgetforliget skal endnu fremsættes på det næste Kommunalbestyrelsesmøde d. 24. november.
Alle partier i Kommunalbestyrelsen har været inviteret til forhandlinger 2 gange forud for dagens forhandlinger, hvor samtlige partier ligeledes har modtaget en invitation. I denne omgang har Siumut valgt ikke at deltage i forliget.
– Jeg er enormt glad for, at vi – blandt forligspartierne – har kunne blive enige om budgettet for 2021. Alle parter skal have tak for deres indsats og velvilje under forhandlingerne til at finde en fælles løsning, siger Borgmester Charlotte Ludvigsen (IA).
Sådan fordeler budgettet sig
I 2021 vil Kommuneqarfik Sermersooq budgettere med et driftsforbrug på 2 milliarder kroner og et anlægsbudget på 300 millioner kroner. Skatteprocenten er uændret og overskuddet er 60 millioner.
Herunder kan du få et kort indblik i, hvad forligspartierne er blevet enige om i budgetforliget.
Retten til en bolig
Højt prioriteret i budgetforliget står retten til en bolig. Over de næste 6 år vil kommunen etablere mindst 1.850 boliger i hele kommunen. Det handler blandt andet om bedre muligheder for de unge, familierne og de ældre, men også de hjemløse og skæve eksistenser får opmærksomhed. I budgettet finder man både penge til modernisering af eksisterende boliger og etablering af nye.
Fritidsfaciliteter
For de kultur- og fritidsinteresserede borgere i kommunen er der også gode nyheder. Forligspartierne er nemlig blevet enige om at give kultur- og fritidslivet et løft. Det sker i form af flere projekter, som i gang sættes. Blandt andet i gang sættes en udvidelse Godthåb Hallen, som i fremtiden skal omdannes til et multihus med plads til både familier, sportsudøvere og frivillige organisationer.
Derudover i gang sættes projekt Arctic Park. En ny skilift, snescooterbaner, mountainbikebaner og stier etableres i området mellem Lille Malene og Kuanninnguit. Det skal gøre området attraktivt for både sportsudøvere, familier og naturelskere samt turister, som kan få en på opleveren med den skønne udsigt fra Isikkivik. Forligspartierne er blevet enige om at afsætte midler til den indledende planlægningsfase.
Fritidsklubberne skal synge med på noderne
Forligspartierne har aftalt, at fritidsklubberne i højere grad skal være med på noderne i forhold til de unges ønsker, drømme og behov. Tilbud skal derfor i større omfang rette sig mod netop de unges interesser – og fritidsklubberne skal gøre en ekstra indsats for at sætte sig i de unges sted. Forligspartierne er blevet enige om at etablere en fritidsklub i Qinngorput og samle musikskolen i Nuuk i Miki. Stedet skal samle både unge og voksne musikalske sjæle.
Familien forbliver fokusområde
Forligspartierne er enige om at tryghed i tilværelsen er en menneskeret for alle og at der ikke må ske besparelser på børne- og familieområdet. Øvrige besparelser må ikke gå ud over de svageste i samfundet. Derfor har forligspartierne valgt at styrke den familieorienterede sociale indsats. Helt konkret har forligspartierne aftalt, at der skal afsættes 3,15 mio. kroner til driften af et mor-barn-hus i Tasiilaq. Derudover vil forligspartierne bruge 3,4 mio. kroner til etableringen af et Ungecenter i Tasiilaq, som skal samle sociale initiativer, der vedrører børn og unge med særlige behov. Projektet etableres som et pilotprojekt, som senere kan udvides til Paamiut fra 2022.
Væksten er vigtigere end nogensinde
Med COVID-19 mener forligspartierne at væksten er mere afgørende end nogensinde. Hvis vækstmotoren først går i stå, vil samfundsøkonomien stagnere og virksomheder vil gå konkurs som følge. Derfor har forligspartierne afsat over 300 mio. til anlægsprojekter i 2021. Det svarer til ca. 15 % af kommunens samlede budget og skal være med til at holde gang i hjulene, så beskæftigelse og velstand sikres.