Borger

Stærkt erhvervsnetværk søsat i Nuuk

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Sermersooq Erhverv har samlet de vigtigste spillere fra Nuuks erhvervsliv i et nyt netværk ved navn G20. Netværket er allerede trukket i arbejdstøjet på den stiftende forsamling på Hotel Hans Egede i går, hvor den nye lufthavn og dens potentiale var det altoverskyggende tema.

Da toppen af Nuuks erhvervsliv var samlet for første gang under navnet G20, var det Nuuks nye lufthavn, der var det klart vigtigste punkt på dagsordenen.

”Vi er enormt glade for, at erhvervslivet har valgt at bakke op om G20-netværket i så stor grad, som vi har set. Sådan et forum bliver en gevinst for alle deltagere, men også erhvervslivet i en mere bred forstand”, siger Erhvervschef i Kommuneqarfik Sermersooq Emil Skjervedal.

Ny lufthavn i fokus fra start

Også borgmester Charlotte Ludvigsen er meget glad for, at det er lykkes at samle gruppen af erhvervsfolk, så arbejdet med at styrke hovedstadens erhvervsklima kan gå i gang med det samme.

”Vi ved, at lufthavnen kommer, og at de store fly kan lande og dermed binde Nuuk tættere sammen med resten af verden. Vi ved også, at vi ikke kan læne os tilbage og vente på, at det sker. Derfor er vi i gang allerede nu, med at finde fælles fodslag for, hvordan vi får udnyttet det kæmpestore potentiale, der ligger i lufthavnen,” siger Borgmester Charlotte Ludvigsen.

Ud over erhvervsfolkene havde konferencen også deltagelse af en række politikere, embedsfolk fra Kommuneqarfik Sermersooq samt fremtidsforskere. Resultaterne af gårsdagens workshop skal nu samles i en rapport, der udpeger Nuuks vækstmuligheder med den nye lufthavn.