Der indføres med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 de samme forholdsregler i Nuuk, som gælder i Danmark. Det understreges, at de nye regler kun gælder i Nuuk, mens retningslinjerne for resten af landet foreløbigt er uændrede. De nye tiltag i Nuuk er følgende:
Forbud mod arrangementer, begivenheder m.v. med flere end 10 personer
- Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs og omfatter både offentlige og private arrangementer, begivenheder mv.
- Forbuddet hindrer ikke, at flere end 10 personer på sædvanlig vis er til stede og bevæger sig rundt fx i en butik, et supermarked, en lufthavn eller på en togstation. Tilsvarende gælder, at almindelig brug af kollektive transportmidler (tog, busser, fly, færger m.v.) og almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads ikke er omfattet. Forbuddet finder heller ikke anvendelse, hvis der er tale om en forsamling med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, herunder demonstrationer eller politiske møder.
- Forbuddet gælder ikke i private hjem. Der opfordres dog kraftigt til aflyse planlagte private sammenkomster mv. med flere end 10 personer, generelt begrænse deltagerantallet mest muligt og følge de generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om hygiejne, om at holde behørig afstand og om hensigtsmæssig adfærd i øvrigt.
- Politiet får herudover – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – mulighed for på offentligt tilgængelige steder at gribe ind, hvis flere end 10 personer befinder sig på samme sted på en måde, der udgør en særlig fare for smitte med COVID-19. Politiets skønsudøvelse vil ske under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger om at nedbringe antallet af sociale kontakter og holde behørig afstand.
Lukning af natklubber, værtshuse, restauranter og caféer m.v.
- Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod natklubber, diskoteker, barer, værtshuse, vandpibecaféer mv.
- Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod at modtage gæster i restauranter og på caféer mv. Det vil fortsat være muligt for restauranter og caféer mv. at levere mad og drikke ud af huset (take away m.v.).
- Alle restauranter og caféer mv., der leverer mad og drikke ud af huset, skal:
– Sikre, at alle medarbejdere overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.
– Opsætte informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på COVID-19, bør isolere sig i hjemmet.
– Opsætte informationsmateriale om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.
– I videst muligt omfang sikre tilgængelighed til vand og sæbe og/eller håndsprit også til kunderne.
– Sikre, at kunderne holder behørig afstand. Det gælder også eventuel kødannelse udendørs.
Lukning af storcentre m.v.
Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod storcentre, stormagasiner, overdækkede arkader mv., hvor et større antal personer færdes indendørs. Forbuddet omfatter ikke dagligvarebutikker og apoteker beliggende i storcentre mv. og direkte adgangsveje hertil, ligesom det ikke gælder direkte adgange til kollektiv trafik.
Lukning af indendørs sport- og fritidsfaciliteter m.v.
Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod indendørs sports- og fritidsfaciliteter mv., herunder bade- og legelande, biografer, teatre, fitnesscentre og solcentre. Forbuddet omfatter ikke genoptræningsfaciliteter tilknyttet sygehuse, plejehjem, fysioterapeuter mv.
Nye krav til butikker, supermarkeder m.v.
- Alle butikker og virksomheder i detailhandlen skal:
– Sikre mindst 4 m2 tilgængeligt gulvareal pr. kunde.
– Sikre, at alle medarbejdere overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.
– Opsætte informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på COVID-19, bør isolere sig i hjemmet.
– Opsætte informationsmateriale om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum.
– I videst muligt omfang sikre udstrakt tilgængelighed til vand og sæbe og/eller håndsprit også til kunderne.
– Sikre brug af handsker ved salg af ikke-emballerede fødevarer.
– Sikre, at kunderne holder behørig afstand – også i købssituationer. Det gælder også eventuel kødannelse udendørs.
Liberale erhverv, hvor der ikke kan undgås kontakt med kunder
- Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod liberale serviceerhverv, hvor der ikke kan sikres behørig afstand mellem udbyder og kunde, herunder frisører, tatovører, massører, kosmetologer mv. Sundhedsfaglig behandling udført af autoriserede sundhedspersoner er ikke omfattet.