Skolerne og daginstitutionerne i landets kommuner forbliver åbne i mens situationen overvåges tæt. Der er allerede iværksat forholdsregler for at undgå, at mange skoleelever opholder sig sammen.
Borgmestrene i samtlige af landets kommuner er enige i, at man ønsker at gå forrest i forhold til at forebygge smittespredningen i det tilfælde, at COVID-19 kommer til Grønland.
I en fælles drøftelse blandt landets kommuner, har man besluttet sig for ikke at lukke skolerne og daginstitutionerne. Disse vil derfor forblive åbne indtil andet vedtages. I mens følges situationen tæt af samtlige af landets kommuner. Kommunerne har allerede etableret beredskab med henblik på forebyggelse af smittespredning, samt i tilfælde af, at det skulle konstateres, at der er COVID-19 smittede.
En eventuel lukning på nuværende tidspunkt, hvor der ikke er konstateret COVID-19 smittede i Grønland, kan få store konsekvenser for børnenes forældre, der skal finde alternative pasningsmuligheder til deres børn og i nogle tilfælde tage fri fra vitale arbejdspladser såsom sundhedsvæsenet, alderdoms- og plejehjem m.m.
I det øjeblik, at det vurderes som mere sikkert og forsvarligt at lukke skolerne og daginstitutionerne, vil der blive grebet til handling.
– Alle foranstaltninger er taget for at sikre borgere og ansattes sikkerhed og helbred, fortæller landets borgmestre.
Kommunerne i Grønland er ansvarlige for en række vitale funktioner, som er nødt til at være arbejdsdygtige i tilfælde af, at virussen når Grønland. Derfor er det vigtigt, at en eventuel smittespredning minimeres mest muligt med henblik på at kommunerne fortsat kan løfte deres kerneopgaver, som blandt andet er at yde støtte til samfundets svageste borgere – eksempelvis de ældre.
Situationen i Danmark er forværret i løbet af denne uge, men sygdommen COVID-19 har endnu ikke nået Grønland. Her i landet er man derfor stadig ikke nær situationen, som udspiller sig i Danmark. Det får dog ikke landets borgmestre til at se lettere på situationen:
– Vi ser på sagen med stort alvor, og vi vurderer hele tiden om vores strategi skal laves om. Alle tiltag og foranstaltninger er til for at beskytte befolkningens helbred, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Charlotte Ludvigsen på vegne af samtlige borgmestre i landets kommuner.
”Samtlige kommunerne arbejder tæt sammen omkring COVID-19 beredskabet, og har løbende dialog med Epidemikommissionen. Situationen følges tæt, og vi må alle udvise ro og ansvarlighed i denne situation”, afslutter borgmester Kiista P. Isaksen på vegne af samtlige borgmestre i landets kommuner.