Et samarbejde mellem Kommuneqarfik Sermersooq, Aalborg Kommune i Danmark og Tórshavnar Kommuna i Færøerne skal styrke plejen og livskvaliteten hos særligt de ældste borgere gennem videndeling og gensidig læring.
Det bliver nogle travle dage for to terapeuter fra Kommuneqarfik Sermersooq, der sætter sig på flyet i uge 18. De rejser til Aalborg, hvor de deltager i et videndelingsprojekt mellem Kommuneqarfik Sermersooq, Aalborg Kommune og Tórshavna Kommuna, som led i et udvekslingsophold. Her skal de høre om erfaringer og viden fra de øvrige kommuner, ligesom de selv skal bidrage med indsigter fra Kommuneqarfik Sermersooq på rehabiliteringsområdet. I sidste ende skal den øgede viden komme borgere til gode gennem øget selvhjælp. Det skaber større livskvalitet hos borgerne – og det er det, det hele handler om.
– Med projektet Nordisk Arktisk Rehabilitering deler vi viden på tværs af kommuner om, hvordan vi støtter borgere til at blive mest muligt selvhjulpne. Det gør vi, fordi det er enormt vigtigt, at holde fast i og genskabe den selvstændighed borgere har – særligt i forhold til livskvalitet for den enkelte. Når vi samarbejder på tværs, kan vi gøre hinanden klogere på, hvad der fungerer godt og lære af hinanden, fortæller Fagchef for Ældreområdet, Arnannguaq Heilmann Christensen.
Projektet er støttet af Nordisk Ministerråd og har til formål at dele viden, udveksle erfaringer og skabe mulighed for medarbejderudveksling. Senere på året afholdes workshops, som samler op på udvekslingerne og udvikler modeller for det fremtidige arbejde.