Kvinderne fik den 15. april 1948 stemmeret, i vores unge land. Det var 39 år senere end i Danmark og 20 år senere end USA. I sig selv ikke imponerende. Siden da har Grønland imidlertid opbygget en lang og stolt tradition for stærke kvinder i politik. Vi fik en kvindelig regeringsleder og flere kvindelige borgmestre i hovedstadskommunen lang tid før de fleste andre vestlige demokratier. Det kan vi være stolte af.
I dag på kvindernes internationale kampdag må vi dog erkende, at der er mange ting vi ikke kan være stolte af. Og på ligestillingsområdet er vores største skamplet vold mod kvinder. Hvis Grønland var medlem af EU ville vi være det land hvor flest kvinder har oplevet vold i hjemmet. Den ulykke har ramt 62 procent af vores kvinder.
Vold er altid forkert, men at flertallet af grønlandske kvinder ikke kan føle sig trygge i deres eget hjem, er et faktum der fylder mig med sorg og det er helt uacceptabelt. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.
I kommunen arbejder vi for et bedre samarbejde med politiet. Vi arbejder for at gøre det nemmere at komme ud af forhold med vold. Vi arbejder for at hjælpe dem der er udsat for det. Men et så stort problem bliver kun løst hvis vi alle, mænd som kvinder siger fra, hver eneste gang vi ser det eller hører om det.
Det er mit ønske i dag på kvindernes internationale kampdag: At vi alle beslutter os for at gribe ind mod vold mod kvinder.
På mange måder er det grønlandske samfund nået langt i kampen for ligestilling. Hver dag møder jeg kompetente kvinder der har ansvarsfulde lederjob. Jeg har aldrig oplevet at nogen har ment, at mit køn betød at jeg ikke var kvalificeret til mit job. Det i sig selv viser hvor langt vi er nået langt i dag, men vi er ikke i mål før alle kvinder i landet kan føle sig trygge i deres eget hjem.
God kampdag.