Borger

Nuuk får to nye integrerede daginstitutioner

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Snart kommer der to helt nye daginstitutioner til Nuuks børn, og hvis tidsplanen holder, står de nye bygninger klar allerede i efteråret.

ABC Pavilloner er blevet valgt som byggeentreprenør til to nye integrerede daginstitutioner i Nuuk. Den ene kommer til at ligge ved Nuuk Stadion og den anden ved Radiofjeldet, hvor der i dag ligger en legeplads. Dermed er der udsigt til endnu mere leg på dette sted, end der er i dag, og det noget, som vækker begejstring.

”Det er meget vigtigt for os at få reduceret ventelisten, og derfor er jeg meget glad for, at vi nu får ikke bare en – men to – helt nye daginstitutioner, hvor byens børn kan blive passet,” siger borgmester Charlotte Ludvigsen og holder derved fast i et af de centrale budskaber fra sin nytårstale.

De to bygninger kommer til at koste 31,5 millioner kroner hver, men der er givet rabat på lidt over en million kroner på nummer to, fordi der er skrevet kontrakt på to daginstitutioner på samme tid.

”Modulerne bliver bygget i Danmark og fragtet til Nuuk, hvor de bliver samlet. Det er årsagen til, at vi har udsigt til at kunne tage dem i brug allerede til efteråret”, siger Jens Blidorf Frederiksen, administrerende direktør i Nuuk City Development. Han forklarer samtidig, at der er fundet en lokal underleverandør til at støbe fundamentet.

Gennem processen har der været tilknyttet en følgegruppe, som har udarbejdet et brugerprogram. Gruppen har bestået af ledende pædagoger fra eksisterende daginstitutioner samt repræsentanter fra Forvaltning for Børn og Skole.