Borger

Budgettet for 2020 vedtaget

Historic information

Information such as rates, opening hours, rules etc. in this article might not apply today.

Kommuneqarfik Sermersooqs budget for 2020 blev vedtaget på årets sidste kommunalbestyrelsesmøde, tirsdag den 26. november.  Det var en enig kommunalbestyrelse, der vedtog budgettet.

”Jeg er glad for at det er lykkedes at skabe så bred en opbakning, til et budget der både styrker det sociale område, støtter op om forsat vækst og samtidig styrker kommunens økonomi”, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen.

Til næste år vil skatten i kommunen være uændret. Driftsbudgettet vil være på 1,7 milliarder kroner, anlægsbudgettet på 296 millioner kroner, og der er budgetteret med et overskud på 80 millioner kroner, i det forligspartierne har ønsket et budget, der også i fremtiden vil give overskud til at financierer kommunens vækst. Forligspartierne har også lagt vægt på at administrationsudgifterne i Kommunen ikke må stige. Derfor er der ikke indlagt generelle lønstigninger i budgettet.

Understøtter vækst

Kommuneqarfik Sermersooq oplever i disse år en historisk stor tilflytning. Den vækst har sat sit præg på budgettet: 15 procent af kommunes budget er afsat til anlæg. De penge skal blandt andet gå til boliger i Nuuk og Tasiilaq og til ny infrastruktur. Desuden øges budgettet til byggemodning med 25 procent, for at imødekomme den store efterspørgsel på arealer i Nuuk.

Fokus på børn

Udfordringer på børneområdet har også en stor plads i budgettet.  Kommunalbestyrelsen var fra starten enige om, at der ikke må foretages forringelser for udsatte børn. Tværtimod skal der tilføres midler til området.

For eksempel er der over de næste otte år afsat 12,5 millioner kroner til projektet Tasiilami Suleqatigiippugut, der skal udvikle og organisere civilsamfundet i Tasiilaq, gennem en række lokale projekter og forebyggende indsatser.

Bedre byer

Kommuneqarfik Sermersooq har de seneste år arbejdet for at skabe rekreative områder for kommunens borgere. Det har blandt andet resulteret i opførelsen af en ny kyststi, flere bilfrie zoner i bymidten og en ny aktivitetspark i Ravnedalen i Nuuk.

Der er afsat 5 millioner kroner om året, i de næste fem år, til at udbygge de rekreative områder. Desuden skal der bygges hytter i nærheden af Nuuk, som man kan komme til, uden at skulle sejle. Hytterne skal opfylde arbejdstilsynets krav, så de kan bruges af skoler, institutioner og ældre.

Østgrønland og bygder

Forligspartierne/Kommunalbestyrelsen har over de næste 5 år afsat 25 millioner kroner til at forbedre internettet i Østgrønland, og 70 millioner til at føre kommunens bygdesektorplan ud i livet.

Budgettet for Kommuneqarfik Sermersooq 2020:

Budget 2020 Takstblad 2020