Borger

Sermersooq bakker op om udbudslov: Har allerede sparet 16 millioner

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooq bakker op om ny udbudslov, som skal skabe bedre konkurrencevilkår i offentlige udbud og gennemsigtighed i de offentlige indkøb.

”Gennem de seneste fire år har Kommuneqarfik Sermersooq arbejdet med en klar indkøbspolitik, hvor alle vareindkøb og tjenesteydelser har været i offentligt udbud. Det har skabt væsentlige besparelser i kommunekassen”, siger kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq, Lars Møller-Sørensen.

Målet med loven er skabe konkurrence, så alle leverandører kan byde på opgaverne, og at sikre, at handler med det offentlige foregår på baggrund af saglige kriterier.

I EU har lignende lovgivning betydet stor interesse for at deltage i offentlige udbud. Den øgede konkurrence sparer den offentlige sektor for millioner af kroner, som så kan bruges til at øge kvaliteten af andre velfærdsområder. Og at der er kontante besparelser at hente, kan facilitychef i Kommuneqarfik Sermersooq Gerth Jakobsen stå inde for:

”Gennem de seneste 4 år, har vores indkøbspolitik skabt en årlig besparelse på 16 millioner kroner. Det har også resulteret i færre leverandører, færre men bedre sortimenter og en e-handelsløsning. Hvad der er mindst lige så vigtigt, har det også betydet, at vores institutioner bruger mindre tid på indkøb og mere tid på deres kærneopgaver.”

Den nye lov nedsætter samtidigt et klagenævn for udbud, hvor fravalgte leverandører har mulighed for, at få prøvet deres tilbudssag, så den institution, som afgiver ordren, bliver pålagt at have orden i sine udbudssager.