Borger

Vigtigt at spore børnene ind på sporten

Historic information

Information such as rates, opening hours, rules etc. in this article might not apply today.

Erik Angenold er formand for sportsklubben K-64 og for ham er det vigtigt at være med til at skabe aktiviteter for børn og unge.

”Sport er ikke bare sport, men det handler også meget om forebyggelse. Det er vigtigt at skabe nogle sunde interesser for børnene, siger han.”

Erik Angenold er formand for K64 (Kuummiut 64) og han arbejder som områdeleder i Piorsaavik Tasiilaq.

Hver fredag er der ”nuannaffik” i sportshallen for børn op til 14-15 år.

”Nuannaffik er utrolig populært blandt børn og unge i Tasiilaq. Der kommer altid mange, specielt om vinteren. Her har børnene et frirum hvor de kan spille fodbold, håndbold, rundbold eller andet sport. Vi plejer at dele hallen om i tre områder, de små, mellemste og de ældste. De ældste vil hellere spille fodbold mens de yngste typisk spiller høvdingebold eller rundbold”.

Om sommeren er der cirka 20-25 børn, mens der om vinteren kan være omkring 100 børn.

”Mine to sønner elsker at deltage i aktiviteterne. Det kører fra klokken 19 til 21, men mine drenge smutter i hallen allerede klokken 18 fordi de glæder sig så meget. Mange børn kommer før tid, fordi de ser frem til aktiviteterne.

Det er Kommuneqarfik Sermersooq der kører ”nuannaffik” i samarbejde med byens foreninger.

”Selvom der er flere foreninger i Tasiilaq, så er det næsten kun K64 der laver aktiviteter for børnene. Det kunne ellers være dejligt, hvis vi var flere der påtog os opgaven”, siger Erik Angenold.

”Det er også vores klub der står for de østgrønlandske mesterskaber i fodbold. Vi har også haft flere aktiviteter i forbindelse med nationaldagen. Vi vil så gerne være med til at styrke sportsklubberne og de arrangementer der er i byen og bygderne og derfor er det vigtigt for os, at være en del af samfundet på denne måde.

K64 har cirka 100 medlemmer.