Familie konsulenterne i Kommuneqarfik Sermersooq rejser rundt i kommunen hele året, for at give familier de værktøjer der skal til, for at de kan hjælpe sig selv videre
”Vi tager ud for at hjælpe alle de familier der selv ønsker at have det bedre. Det er et spændende job, og vi bliver så glade når vi kan se at vi gør en forskel”, fortæller familie konsulent Maren Heilmann.
Holdet består af Sofie Rosa Thorleifsen og Maren Heilmann. De laver familieudviklingskurser, hvor fokus er hjælp til selvhjælp, hvilket dækker over mange ting. Som deltager lærer du blandt andet om dig selv og om din personlige udvikling, men også om normer og værdier i familien: Hvad er din rolle, hvad er dine personlige værdier, og hvad er du værd?
”Der er også fokus på vold i hjemmet. Du kommer til at lære om hvordan volden kommer ind i hjemmet og forholdet, og hvordan det udvikler sig. Vi forklarer hvordan man for eksempel kan gå fra nyforelsket til en voldsituation”, forklarer Sofie Rosa Thorleifsen.
På kurset lærer du også meget om børns udvikling, hvordan man sætter grænser for dem, samt hvordan man konstruktivt kan kommunikerer med dem og hinanden. Kommunikation er en vigtig del af kurset, så du vil også lære om samtaleteknik og redskaber du kan bruge til opdragelse af børn. Hvordan forstår børn verden, hvad kan de og hvordan udvikler de sig psykisk og fysisk? Lige fra de er små til de bliver teenagere, får du indblik i børnenes tanker og hvordan du kan forholde dig til dem.
Vi gør det for at hjælpe andre
”Vi kommer både til bygder og byer næsten hele året, og så får vi chancen for at følge op på dem der har været på kursus. Det er altid dejligt at se når man har hjulpet andre. Det er derfor vi gør det som vi gør, og bliver ved med det”, fortæller Maren Heilmann.
Hun fortsætter: ”Vi får mange positive tilbagemeldinger, og når man møder folk flere måneder senere, der forklarer at de er kommet videre, at de har et bedre forhold til deres børn, eller kommet ud af et misbrug, så er det det hele værd.”
Familiecafeer
”Ungdomskommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har også fået oprettet familiecafeer, som vi står for at afholde. Det er meget spændende, og hvis vi kan give udviklingen et skub i den rigtige retning er vi glade” forklarer Sofie Rosa Thorleifsen.
Familiecafeerne er for børn i femte klasse og opefter, samt deres familier. På cafeerne bliver man delt op i hold, hvor der snakkes og diskuteres om forskellige spørgsmål, afhængigt af hvad de unge gerne vil. Det kan være alt lige fra forebyggelse, fritidsaktiviteter og emner der er oppe i medierne.