I Ittoqqortoormiit inddrages skoleeleverne i de traditionelle fangsttraditioner
”I meget af undervisningen inddrager vi fangsttraditionerne. Vi har eksempelvis et isbjørneskind fra en nødværge-skudt isbjørn, siger skoleinspektør i Ejnar Mikkelsenip Aluarpia, Torbjørn Ydegaard.
”Skolebørnene har fået lov til at arbejde med skindet. Selvstyret har givet os lov til at låne skindet, indtil det skal destrueres. Vi bruger det som en del af undervisningen. Nu hænger skindet på væggen og vi har lavet et hyggeligt læselokale, hvor man kan sidde på en rigtig hundeslæde med slædetaske og skagler og læse en bog.
Lige før påske var medlemmerne af udvalget for Velfærd og Arbejdsmarked samt Børn og Familie i Ittoqqortoormiit og et af de steder udvalget besøgte var Ejnar Mikkelsenip Aluarpia med 55 elever.
Skoleinspektør Torbjørn Ydegaard fik en snak med udvalgsmedlemmerne og bagefter viste han medlemmerne rundt på skolen.
”Vi bruger fangsttraditionerne i undervisningen. Vi har eksempelvis en timelærer hvis mand har nedlagt mere end 300 isbjørn, så hun har en del erfaringer hun kan videreføre til vores elever. Naturen er en integreret del af børnenes liv. I august og september har vi eksempelvis undervisning om den grønlandske flora. Vi har altid en riffel med, når vi skal ud i naturen. Isbjørnene kommer ofte tæt på byen og derfor skal vi være ekstra varsomme når vi færdes i naturen, siger Torbjørn Ydegaard.
Han siger også, at skolen er begyndt at invitere turisterne indenfor på skolen.
”Ittoqqortoormiit får af og til besøg fra turister og vi er begyndt at invitere den indenfor skolen, så de kan se og møde vores elever. Eleverne laver ting til turisterne, som de så sælger til turisterne.
Ejnar Mikkelsenip Aluarpia har elever op til 8. klasse og derefter bliver eleverne tilbudt at komme til Nuuk for at tage 9. og 10. klasse.