Borger

Opråb til kvinderne den 8. marts: FÅ DET STOPPET..!

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Asii Chemnitz Narup, borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq, valgt for Inuit Ataqatigiit.

Kvindernes internationale kampdag den 8. marts bruges traditionelt til at markere fremskridtene i kvinders ligestilling og forbedringer i livsvilkår. Da­gen markeres over hele kloden, og den giver god mening.

I Grønland har vi imidlertid en udfordring som trænger sig særligt på og hvor kvinderne desværre både hyppigst er ofre. Men hvor kvinderne også har en helt særlig forpligtelse til at sige fra.

Jeg tænker naturligvis på de alt for mange seksuelle overgreb der hver dag finder sted mod vores børn og unge – af begge køn. Jeg vil derfor gerne rette en direkte appel til alle grønlandske medsøstre på denne 8. marts: Vi kan kun bryde mønstret, vi kan kun stoppe overgrebene, hvis vi kvinder siger klart og tydeligt fra!

Mødre, mormødre, farmødre, veninder, ældre søstre, naboer: Sig fra, når I bliver klar over, at der foregår noget, der ikke må foregå. Skal vi stoppe fødekæden, hvor generation efter generation af grønlandske børn skal vokse op traumatiserede som følge af seksuelle overgreb og grove omsorgssvigt, så må vi kvinder nu give hinanden dét løfte, at de skal stoppe nu. Og at vi må påtage os vores medansvar for at få det stop­pet.

Ser man på ligestillingen i Grønland generelt, så er jeg fuld af fortrøstning. Masser af stærke unge grønlandske kvinder klarer sig godt, uddanner sig og bestrider vigtige poster i vores samfund. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at den udvikling vil fortsætte.

Men vi må og skal sikre den kulturændring, der gør, at vi får stoppet de seksuelle overgreb på børn. For det er i hjemmet, de fleste sker. Og nu må vi som medsøstre tage på os, at fremtidige generationer skal skånes, for de traumer og den ulykkelighed, som har præget så alt for mange af vores medborgere – af begge køn, i så mange år.

Så min appel til alle medsøstre er: Tag beslut­ningen i dag, på denne 8. marts: Fra nu af lader vi ingen mistanke om overgreb, intet kendskab til seksuelle krænkelser, passere. Gå til Politi­et med din viden eller din mistanke. Tag bar­net ved hånden. Sig nej over for krænkeren. Det må stoppe nu – og ingen er nærmere til at gøre det, end vi kvinder. Tag beslutningen nu i dag. Og brug de kommende år på at drøfte det med andre kvinder. Vi skal lave en folkebevæ­gelse mod seksuelle overgreb – og vi starter i dag. Jeg vil gerne være med i kampen.




PDF