En række unge har fået hjælp fra ungerådgiverne i Tasiilaq. Hjælpen har betydet, at de unge har fået mod på livet og er blevet motiveret til at tage en uddannelse eller et arbejde.
33 unge er tilknyttet ungerådgiverne i Tasiilaq og her får de råd og vejledning af kommunens ansatte.
”Vi har kontakt til 33 unge som er blevet henvist til os fra Børn og Familie-afdelingen. Det drejer sig om unge som man er bekymret for. Måske fordi de har pjækket en del fra skolen, er selvmordstruet eller fordi de har behov for anden hjælp”, siger Egon Poulsen.
”Vi har haft flere igennem vort system. Nogle har påbegyndt en uddannelse, mens andre er flyttet fra byen eller har fået arbejde. For nogle af de unge er det gået godt og de har forfulgt deres drømme. Flere unge er gået helt i stå og efter de har været igennem et forløb hos os, har de fået mod på livet”.
Egon har siden 2012 været ansat som ungerådgiver. Han er uddannet socialhjælper. Han har erfaring som portør og så har han taget en hel del kurser indenfor socialområdet.
”Jeg er selv vokset op i en dysfunktionel familie og kender alt til, hvordan det er at vokse op et i hjem der ikke fungerer med alkohol og vold. Jeg kan sagtens spejle mig i de unge og de udfordringer de har. Jeg har jo selv stået i samme situation. Jeg holder rigtigt meget af jobbet. Det er så dejligt motiverende at se de unge. Vi hjælper dem, når de har det svært, men de giver også meget tilbage”, siger Egon Poulsen.
Sammen med to andre rådgivere har han tæt kontakt med de unge i Tasiilaq.
”Når en ung pige eller dreng bliver henvist til os, får vi et visitationsskema med forskellige oplysninger omkring personen, beskrivelse af den aktuelle livssituation og familieforhold, hvilken form for hjælp den unge skal have med mere. Vi laver herefter et forløb, hvor vi tager udgangspunkt i den enkelte person
”Vi har individuelle samtaler, vi snakker med vedkommende, opfordrer og motiverer personen. Vi vurderer personen hver tredje måned og selvom vi kan se, at den unge har fået det bedre, så slipper vi ikke bare personen med det samme. Vi har tæt kontakt til de unge indtil de fylder 18 år. I nogle tilfælde har vi forlænget børneforsorg, hvor vi har kontakt til den unge indtil han/hun fylder 23 år”.
Mange aktiviteter
Ungerådgiverne arrangerer en masse aktiviteter for de unge. Tre gange om ugen samles de i sportshallen, hvor de har hele banen for sig selv. Enten spiller de fodbold eller en anden form for sport eller de benytter sig af fitness-udstyret i hallen.
”Vi har også cykler som bliver flittigt brugt om sommeren. Vi har lige fået en hytte der ligger 22 kilometer fra Tasiilaq og det er planen, at vi skal derud og overnatte. Om vinteren kan vi komme derud med snescooter eller hundeslæde og om sommeren kan vi sejle derud. Vi har fået en Poca-jolle der er godkendt til at kunne ha’ 12 passagerer.
”Når vi ikke er ude i naturen er vi hjemme i Tasiilaq hvor vi hygger med fælles madlavning, spil eller vi diskuterer forskellige emner. Det kan eksempelvis være om forelskelse, følelser, hvor man står i livet med mere”.
I det nye år har ungerådgiverne fået en hel del henvendelser fra unge der gerne vil ha’ hjælp til at lave lektier.
”Vi hjælper alle, også de unge som ikke er henvist til os. Vi har også fået en hel del henvendelser fra unge der gerne vil ha’ hjælp til at søge ind på en efterskole. Vi hjælper dem med at realisere deres fremtidsdrømme.
Høj prioriteret område
Borgmester Asii Chemnitz Narup er glad for at ungdommen i Tasiilaq tager godt imod tilbuddet om rådgivning:
”Det er ikke nogen hemmelighed at Tasiilaq har store sociale problemer. Ungerådgivningen er vigtig, fordi den hjælper de unge med at bryde den onde cirkel, som så mange er fanget i. At 33 unge i øjeblikket får hjælp til at skabe en bedre fremtid er en fantastisk ting, som på længere sigt kan få enorm betydning for Tasiilaq”, siger Asii Chemnitz Narup.