Foto: Inatsisartut
Tidligere forstander på observations- og behandlingsbørnehjemmet Meeqqat Illuat i Nuuk, Torben Alne er afgået ved døden – 74 år gammel.
Han var pioner indenfor arbejdet med socialt udsatte børn i Grønland. Igennem sin lange karriere hjalp han hundred vis af børn på rette kurs. Han viede sit hjerte til de mange børn og gjorde hvad han kunne for at skabe de bedste muligheder for de børn der kom ind under hans vinger.
Torben Alne kom til Grønland i 1972. Han fik ansættelse ved skolekollegiet i Nuuk og siden da arbejdede han utrætteligt for at forbedre vilkårene for børnene.
Da Meeqqat Illuat blev oprettet i 1975 blev han ansat som forstander. Han var vellidt af mange. Specielt blandt de mange børn der har boet på børnehjemmet og selv da børnene blev voksne og selv fik børn, kom mange forbi Meeqqat Illuat for at hilse på Torben og hans kone Ilse samt de ansatte. Og stolt viste de deres egne børn rundt på børnehjemmet for at vise, hvor de havde boet som børn.
I 2011 fik han tildelt Nersornaat i sølv og en af begrundelserne var, at han havde udviklet den socialpædagogiske praksis i Grønland ved at lade sig inspirere af landets natur og de kulturelle værdier, der eksisterer i samfundet.
Mange vil huske ham som en hjertevarm person der elskede eventyr. I 2001/2002 tog han på en længere rejse sammen med den yngste søn, ombord på Kisaq fra Grønland til Caribien.
Efter at ha dedikeret sit liv til Grønland i mange år, valgte Torben og hans livsledsager Ilse, at flytte tilbage til Danmark 2014.
Torben Alne efterlader sin kone, børn og børnebørn.
Æret være Torben Alnes minde.
Asii Chemnitz Narup
Borgmester, Kommuneqarfik Sermersooq.