Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s 78 års fødselsdag blev mandag middag fejret på Kolonihavnen i Nuuk med kanonsalut, smil, boller og kakao, ligesom der også traditionen tro var sang og musik og en tale fra borgmester Asii Chemnitz Narup.
Solen stod i fejringens time højt og klart på himlen, men som de mange fremmødte kunne mærke i kinderne, så ville den arktiske vind også sende en hilsen til dronningen. Da de flere hundrede begejstrede børn skulle råbe hurra, blev der dog råbt så højt at selv isvindens ånde forpustet måtte slippe sit tag i børnenes kinder for et øjeblik.
Ud over at nævne selve mærkedagen kom borgmester Asii Chemnitz Narup også ind på kronprinsens snarlige 50årsdag ligesom Prins Henriks nylige bortgang også blev nævnt sammen med en stor og varm tak til alle i Kommuneqarfik Sermersooq for deres mange hilsner til Dronningen i den forbindelse.
Mest af alt rettede borgmesteren dog sin tale mod dronningens glæde for Grønland og kunst – samt dét, at de to ting smelter sammen i dronningens egen kunst:
”Dronningen har gennem hele sit liv vist stor kærlighed for Grønland, og vi mærker ofte den stolthed og glæde, som hun bærer med sig, når hun gæster os heroppe i rigets nordligste hjørne. Det er noget, der bliver værdsat af mange her hos os, og jeg er sikker på, at det også er derfor, at kongehuset er så populært i Grønland – vi kan mærke, at de holder af os samt den grønlandske kultur og natur på en ganske særlig måde. For Dronningens vedkommende er glæden så stor, at den også skinner igennem i hendes kunst. Det kunne vi blandt andet opleve gennem udstillingen på Katuaq sidste år, hvor en del af Dronningens grønlandske værker var udstillet og viste et smukt billede af den natur, vi alle elsker så højt.”
Talen blev rundet af med et nifoldigt leve for dronningen samt livlige hurraråb, der uden tvivl kunne høres helt i København.
Se billeder fra dagen herunder.