Kommuneqarfik Sermersooq uddeler 715.000 kroner fra årets rejselegat
– Jeg er så glad. Jeg er alenemor og har ikke haft mulighed for at komme på ferie med børnene de sidste par år. I stedet har vi opholdt os i Nuuk, hvor vi har været på strandtur og på biblioteket. Men til sommer kan vi tage til Danmark for at besøge familie og venner. Jeg regner med, at vi skal holde ferie i to uger i København og på Lolland-Falster. Jeg har allerede lovet ungerne, at vi skal i Tivoli og i Den Blå Planet. Nu skal vi ud på eventyr og det bliver så dejligt, siger Conny Rasmussen der er mor til en pige på 5 år og en dreng på 4 år.
Alle borgere i Kommuneqarfik Sermersooq har haft mulighed for at ansøge. Dog bliver børnefamilier, der ikke har rejst de seneste fem år eller ansøgere med lav indkomst prioriteret først.
Legatets formål er at give borgere mulighed for at realisere rejseønsker i og uden for Grønland.
Formand for rejselegatet, Rasmine Geisler: – Det er dejligt at vi kan sprede glæde hos mange familier. Der er mange familier der ikke bare sådan lige kan tage af sted, men via rejselegatet kan de få mulighed for at rejse rundt i landet eller til Danmark og besøge familiemedlemmer eller opleve kulturen her i landet eller udenfor landet.
Igen i år var der mange ansøgere til rejselegatet. Der var 134 ansøgere. Deraf har 54 familier fået tildelt rejselegatet.