Udvalg for Børn og Familie har i begyndelsen af marts været i Tromsø og København.
Udvalget besøgte organisationer, kommuner, fagfolk og tilbud til borgerne i de to skandinaviske lande.
Tromsø blev valgt som inspiration, da geografien minder om Grønland, og fordi Norge er et foregangsland inden for socialt arbejde.
I den norske by besøgte politikerne Familiens Hus. Familiens Hus samler hjælp til børn og unge og deres familier. I huset er tidlig indsats med tilbud til spædbørnsfamilier, sundhedsplejersker, forældrevejledning og daginstitutioner samlet på samme adresse. Det er samlet for at fremme trivsel og sundhed hos børn og unge og deres familier samt for at styrke vilkårene, for at børn og unge får en god opvækst.
”Tiltagene i Tromsø gav et godt indblik i, hvordan vi fremover kan opbygge vores forvaltning. Det giver inspiration til, hvordan vi bedst udvikler vores organisation til gavn for børn og unge i Kommuneqarfik Sermersooq. Ideen med at samle tilbuddene på samme adresse er god. Viden og indsats i forhold til børn og unges sundhed, udvikling og behov hænger godt sammen. Hvis børnefamilierne har brug for yderligere hjælp, har personalet overblik og ekspertise til at vurdere, hvem der bedst kan hjælpe,” siger Uju Petersen (IA), udvalgsformand for Udvalg for Børn og Familie.
I København besøgte politikerne blandt andet aktivitetscentret Sundholm, Det Grønlandske Hus og Døgnvagten. Døgnvagten er Københavns Kommunes sociale skadestue for børn, unge og voksne med akutte sociale problemer. Døgnvagten har åbent uden for almindelig åbningstid.
”Vi havde gode drøftelser og en god ideudveksling med Døgnvagten. Det har givet et godt fundament for os i forhold til at arbejde videre med vores egen socialvagtordning og den kommende enhed, der udelukkende arbejder med underretninger om børn og unge. Det har i det hele taget været en udbytterig tur,” siger Uju Petersen.