Borger

Asii advarer mod nyt skattetiltag

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, er bekymret over den ændring af skattelovgivningen, som Naalakkersuisut vil gennemføre på kun fire dage.

Lovforslaget betyder, at de udefrakommende medarbejdere, der skal bygge de nye lufthavne, kun skal betale 35 procent i skat, og at hele deres skattebetaling går til selvstyret.

”Det, der bekymrer mig mest ved dette lovforslag, er, at det gør det mere attraktivt at ansætte udefrakommende arbejdskraft end grønlandsk. Det går selvfølgelig stik imod vores målsætninger om at få vores egne borgere i arbejde først,” siger Asii Chemnitz Narup.

Sermersooq-borgmesteren mener, det er en glidebane, hvis selvstyret begynder at beholde skatteindtægterne fra byggeriger for sig selv.

”Hvad bliver det næste anlægsprojekt, hvor skatteindtægterne alene skal gå til selvstyret? De udefrakommende medarbejdere, der bor her i byen, vil jo få den samme kommunale service, som alle andre borgere. De kører på kommunens veje, og deres børn kan gå i skole, men de bidrager ikke til kommunekassen,” siger Asii Chemnitz Narup.

Selvom Kommuneqarfik Sermersooq er skeptisk over for det nye lovforslag, anerkender borgmesteren imidlertid at det er nødvendigt at tænke kreativ for at finde finansieringen til lufthavnene.

”Der er ingen tvivl om, at vi i Kommuneqarfik Sermersooq vil strække os langt for at sikre lufthavnsbyggeriet, men jeg foreslår, at vi sætter os sammen og taler om, hvordan vi bidrager til finansieringen, i stedet for at vedtage en så drastisk ændring af skattelovgivningen uden at tage sig tid til at undersøge konsekvenserne.”