Borger

Asii: Fornuftigt at stævning er trukket tilbage

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Borgmesteren bakker fuldt op om at trække stævningen.

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq bakker op om beslutningen om at trække stævningen tilbage.

”Vi har drøftet spørgsmålet og er enige om, at selv om intentionerne var nok så rigtige, så var det ikke måden at få ret på.”

”Jeg lægger vægt på, at vores kommunaldirektør har fundet det krænkende, at de af kommunens mange embedsmænd, der har arbejdet med forberedelsen af beslutningsgrundlaget for Siorarsiorfik, ikke bare i tavshed skal finde sig i at blive fremstillet negativt i offentligheden, og på så ufuldstændigt et grundlag. Som jeg ser det, har Lars Møller-Sørensen taget ansvar for kommunens ansatte, i forhold til, hvad de behøver at lægge ryg til af usaglig kritik i offentligheden.”

”Når dét er sagt, så var en stævning ikke den rigtige måde. Det mener kommunaldirektøren også i dag, og det er derfor stævningen så hurtigt er blevet trukket igen.”

Sagen tog sit udgangspunkt i valgkampen, hvor en lang række misinformationer om Siorarsiorfik og beslutningsprocessen blev bragt til torvs.

”Et medlem af Siumuts gruppe har ønsket en redegørelse for forløbet, og det forstår jeg godt, og det er helt fair. Den er nu under udarbejdelse.”

”I valgkampen fremkom der mange beskyldninger og fejlagtige påstande, som alle er manet i jorden. Vi har et godt embedsværk, som gør deres yderste for at kvalificere de politiske beslutninger hver dag. Det er derfor vigtigt, at vores embedsværk ikke oplever, at deres arbejde og faglige input til den politiske beslutningsproces ikke bare kan anfægtes på et hvilket som helst løsagtigt grundlag i fuld offentlighed. Jeg har derfor fortsat fuld tillid til vores kommunaldirektør, som blot har ønsket at værne om vores ansatte, om end vi er enige om, at en stævning ikke er den mest hensigtsmæssige måde”, siger Asii Chemnitz Narup.