Borger

Sidste container fjernet fra Admiralitetsøerne

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Området ved Nuuk Imeq er rømmet. Søndag blev sidste container flyttet.

Søndag eftermiddag blev den sidste 20-fods-container og den sidste 40-fods-container løftet og flyttet fra området ved Nuuk Imeq (Admiralitetsøerne). Lastbilchauffør Nuka Junge Dalager havde æren af at flytte den sidste container.

Rømningen af området gik i gang den 10. august, og containerne er blevet flyttet til den nye containerplads Isuliffik i Qinngorput.

”Flytningen af containerne har haft meget bevågenhed. Vi havde sat os for at rømme området inden for tre måneder, hvilket er lykkedes. Der er dukket uventede genstande op undervejs, vi fandt blandt andet større mængder af fyrværkeri i nogle af containerne,” fortæller Vilhelm Lynge Hard, afdelingsleder i Areal- og Bygningsmyndigheden i Kommuneqarfik Sermersooq.

I alt 330 aktive brugere var registreret i området. Dertil kommer en del ikke-registrerede brugere.

”På grund af de mange ikke-registrerede containere, har det krævet en del ressourcer at få registreret samtlige containere via Container ID, hvor det var muligt, og at finde frem til ejerne af samtlige containere,” siger Vilhelm Lynge Hard.

Kommuneqarfik Sermersooq er i øjeblikket i gang med at rømme bådoplagspladsen ved Nødhavnen. Herefter går arbejdet i gang med at rømme området ved svømmehallen Malik. Kommuneqarfik Sermersooq nedlægger de tre områder for at give plads til erhverv og boliger.