Borger

Mindeord for Ejnar Jakobsen

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Historisk information

Det var med chok og stor sorg i hjertet, at jeg modtog meddelelsen om, at mangeårigt medlem i bygdebestyrelsen i Arsuk Ejnar Jakobsen, omkom ved en tragisk ulykke onsdag den 13. september.

Han gik bort i den alt for tidlige alder af 51 år.

Med Ejnar har Arsuk og hele kommunen mistet en meget aktiv mand, der i gennem store dele af sit liv har sat et tydeligt præg på både bygdens foreningsliv og erhvervsliv. Hans evner og interesser var alsidige. Han nød stor tillid og var meget afholdt blandt bygdens borgere og bestred i mange år en række tillidshverv.

Han var en dygtig fisker. En mand, der elskede sit erhverv og samtidig arbejdede utrætteligt for at forbedre vilkårene for fiskerne. Han var i mange år aktiv i AAPP (Fanger- og fiskerforeningen i Arsuk), og han har i to perioder været medlem af KNAPK’s hovedbestyrelse; fra 1997 til 1999 og fra 2009 til 2013.

Ejnars utrættelige engagement for at udvikle fiskeriet og mulighederne for at lande fisk i Arsuk ses blandt ved, at han i 2012 sammen med fem andre var medstifter af virksomheden Arsuk Food, som han selv har været bestyrelsesformand for frem til i dag.

Ejnar Jakobsen var også en pionér inden for turismen i Arsuk. Han var certificeret trofæjæger, og han tog gerne turister med på moskusjagt i Ivittuut-området, ligesom han også sejlede krydstogtturister på ture i fjordene omkring Arsuk. Hans altid venlige og humørfyldte væsen betød, at mange turister gennem årene har fået uforglemmelige minder med hjem takket være Ejnar.

Hans engagement i bygdens velbefindende strakte sig også til brugerbestyrelsen i Pilersuisoq, hvor han i en periode var formand.

Ejnar Jakobsen nåede at sidde i Arsuks bygdebestyrelse i fire valgperioder, indtil han forlod bestyrelsen ved valget i april i år.

I 2013 blev han valgt som suppleant til kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq. Dér havde vi fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med ham i en periode på syv måneder fra april til november 2016, idet han var suppleant for Charlotte Pike i hendes barselsorlov.

Under dette samarbejde fik vi alle en bekræftelse på hans dybe indsigt i forhold vedrørende vore levende ressourcer, klimaforhold og naturens lunefulde kræfter, ligesom vi blev bekræftet i hans store viden om Arsuk-fjorden og den omkringliggende natur.

Ejnar gjorde aldrig et stort nummer ud af sig selv. Han var både beskeden og en stolt fisker på én og samme tid. Både som bygdebestyrelsesmedlem og som kommunalbestyrelsesmedlem holdt jeg meget af Ejnar. Han var vidende og engageret – og så havde han gå-på-mod og initiativ. Hans foretagsomhed har betydet uendeligt meget både for Arsuk og for hans erhverv, fiskeriet. Hans humoristiske sans, menneskelige overskud og altid glade væsen gjorde ham til en humørspreder – med et glimt i øjet elskede han at drille os.

Det helt vidunderlige ved Ejnar var også, at han og hans kone Hanne begge stillede op til mange valg; side om side kæmpede de sammen for deres bygd, for vores kommune og vores land, som trofaste kandidater for Inuit Ataqatigiit. Vi er mange, der vil savne Ejnar.

Ejnar Jakobsen efterlader sig sin kone Hanne, fire voksne børn og to børnebørn. Mine inderlige tanker går i denne svære tid til dem ved dette tragiske tab af en kærlig og livsglad mand, far og bedstefar i alt for ung en alder.

Ære været Ejnars minde.

Asii Chemnitz Narup

Borgmester, Kommuneqarfik Sermersooq.