Fritids- og Kulturafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq har startet et nyt kulturnetværk, som har til formål at samle kunstnere, kulturinstitutioner og organisationer for at dele viden, erfaringer og løfte kulturelle spørgsmål. Initiativet har længe været efterspurgt i kunst- og kulturbranchen.
Det første møde fandt sted den 6. juni 2024 og tiltrak et bredt udsnit af deltagere fra forskellige dele af kunst- og kulturbranchen. Stemningen var særdeles positiv, og der blev ivrigt delt erfaringer, tiltag og diskuteret forskellige emner som kunstneres rettigheder, udøvende kunstneres levevilkår og muligheden for at skabe en fælles kulturkalender.
”Det er vigtigt for os i Kommuneqarfik Sermersooqs kulturafdeling, at inddrage borgere og interessenter i vores arbejde. Det er en af grundene til vi har startet dette netværk. Vores arbejde er meget bredt og involvere alle dele af kunst- og kulturbranchen så det er vigtigt, at så mange som muligt er med,” siger Jonas L. Nilsson, afdelingsleder i fritids- og kulturafdelingen.
Kulturnetværket er etableret for at:
- Samle kunst- og kulturbranchen
- Dele viden og erfaringer
- Løfte kulturelle spørgsmål til fordel for hele branchen
- Drøfte høringssvar, og andre initiativer der kan samle branchen
Netværket bliver løbende formet i fællesskab med deltagerne, der beskæftiger sig med kunst og kultur, og der er planer om at mødes fire gange årligt. Næste møde er planlagt til den 4. september 2024 kl. 14.30.
”Vi er bevidste om, at det ikke er muligt at invitere alle fra starten, men vi opfordrer interesserede til at skrive til os for at blive en del af netværket,” siger Jonas L. Nilsson.
Har du spørgsmål eller ønsker du at tilmelde dig kulturnetværket, så skriv til: kultur@sermersooq.gl
Vi ser frem til at fortsætte dette spændende initiativ og håber at se endnu flere deltagere ved næste møde!