Efter adskillige temadage det seneste år er Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq nu klar til at påbegynde arbejdet med at udforme en ny Børne- og familiepolitik. Disse temadage har været afgørende for at identificere de værdier og mål, der skal danne grundlaget for politikken, som skal gælde de næste 10 år.
“I de mange temadage har vi fokuseret på at indsamle viden og drøfte de væsentligste spørgsmål. Nu, hvor denne fase er afsluttet, kan vi begynde det konkrete arbejde med at skrive politikken,” siger borgmester Avaaraq Olsen.
Temadagene har inkluderet en række workshops og præsentationer, hvor deltagerne har drøftet emner som kriminalitet blandt unge, forebyggende indsatser og de udfordringer, som børn og familier står overfor i kommunen. Både lokale eksperter og interessenter har bidraget med deres viden og erfaringer.
Udover de lokale eksperter og interessenter har de helt unge også bidraget med. Da Ungdomskommunalbestyrelsen havde møde tilbage i februar.
”Det er vigtigt, at inddrage borgere, også de helt unge. Det er trods alt dem der har største viden om deres hverdage og de udfordringer de møder,” siger borgmester Avaaraq Olsen
Et centralt mål med den nye politik er at satse på langsigtede løsninger med fokus på hele familien, der kan skabe trygge og støttende rammer for børn og unge i kommunen. Arbejdet med at formulere politikken er endnu ikke færdigt, men processen er godt i gang, og kommunalbestyrelsen er tilfreds med fremskridtene.
“Vi har gennemgået grundige processer for at sikre, at den nye Børne- og familiepolitik bliver både omfattende og bæredygtig. Vi er nu klar til at omsætte alle disse indsigter til konkrete strategier og handlinger,” fortsætter Avaaraq Olsen.
Kommunalbestyrelsen understreger, at den nye politik skal være med til at sikre langsigtede og effektive løsninger for kommunens børn og familier. Med de mange inputs fra temadagene er fundamentet nu på plads, og det egentlige arbejde kan begynde.