Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen, udvalgsformand for Børn, Familie og Skole Poul Petersen og direktør for Børn og Familie Fredrik Lundblad var torsdag den 11. januar inviteret til et møde med Inatsisartuts Familie- og Sundhedsudvalg for at drøfte projektanbringelserne hos Nuuk Outdoor.
“Uanset den nuværende situation ønsker vi alle den bedst mulige behandling af vores mest udsatte børn og unge. Derfor valgte vi at tage imod invitationen til mødet med Inatsisartuts Familie- og Sundhedsudvalg Vi har brug for, at Selvstyret og kommunerne i fællesskab arbejder for at finde de bedste løsninger til vores udsatte børn og unge. Projektanbringelser er ikke en ny udfordring, og det er ikke kun en udfordring for Kommuneqarfik Sermersooq” siger borgmester Avaaraq Olsen.”
Under mødet blev det desuden påpeget fra Kommuneqarfik Sermersooq over for udvalget, at den nuværende lovgivning giver kommunerne nogle praktiske udfordringer på dette område, herunder en række formkrav, der ofte forsinker anbringelser. Udvalget lovede at gennemgå ønskerne fra Sermersooq.
Borgmesteren gennemgik sammen med direktøren projektanbringelserne ved Nuuk Outdoor for udvalget: I foråret 2023 havde Kommuneqarfik Sermersooq 17 børn anbragt i projektanbringelse hos Nuuk Outdoor, da der ikke var andre alternativer. Tilsynsbesøg i løbet af sommeren viste at forholdene ikke levede op til forventningerne. Derfor begyndte kommunen i samarbejde med Socialstyrelsen i august at finde nye pladser til de anbragte børn.
I dag er der 7 unge, hvoraf to er over 18 år, tilbage hos Nuuk Outdoor. To af børnene er allerede visiteret til en ny institution, som de forventes at flytte til snarest. Alle de børn, Kommuneqarfik Sermersooq har anbragt hos Nuuk Outdoor, er for nuværende i Nuuk.
Udvalget tog beretningen fra Kommuneqarfik Sermersooq til efterretning.