Engagerede borgere trodsede det dårlige vejr, da der mandag d. 4. september var borgermøde i Forsamlingshuset i Nuuk, om fremtiden for Kommuneqarfik Sermersooqs handicappolitik.
Borgermødet, der denne gang fandt sted i Nuuk, er det sidste i rækken af lignende møder, der tidligere har været afholdt i Tasiilaq og Paamiut. Møderne er en del af kommunalbestyrelsen og Forvaltning for Velfærd og Arbejdsmarkeds bestræbelser på at styrke borgerinddragelsen og skabe en mere inkluderende handicappolitik.
Fagchef for Handicap og Socialpsykiatri Mathias Knude Brusgaard bød velkommen til de fremmødte ved arrangementet, inden kommunalbestyrelsesmedlem Inge Olsvig Brandt holdte en velkomsttale.
Fagchef Mathias Knude Brusgaard uddyber om processen: ”Borgermøderne har haft til formål både at informere interessenter om status på den kommende politik og at inddrage borgerne aktivt i processen. De tidligere møder i Tasiilaq og Paamiut har allerede givet værdifuld feedback, og mødet i Nuuk afrundede den første del af den vigtige inddragelsesproces.”
Kommuneqarfik Sermersooqs tidligere handicappolitik, der er gyldig fra 2017 og frem til 2027, afspejler et dybfølt ønske om at styrke handicapindsatsen i kommunen. Denne politik fokuserede på at integrere handicappolitikken i det daglige liv og fremhævede betydningen af respekt for mangfoldigheden i kommunen, hvor forskelligheder i livsvilkår, kultur, tradition og fysiske forhold var i fokus.
Den nye handicappolitik
”Formålet med den nuværende proces er, at den eksisterende politik skal opdateres og fornyes. Vi starter ikke fra bar bund, men tager det der virker fra den nuværende, og opdaterer resten sammen med borgerne og interesseorganisationerne,” fortæller Inge Olsvig Brandt, forkvinde for Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked.
Tilgangen til den nye handicappolitik anerkender borgernes ønske om større indflydelse på deres eget liv, og dette ønske afspejles tydeligt i forventningerne til den kommende handicappolitik.
”Borgerinddragelse spiller en central rolle i udviklingen af den nye handicappolitik. Kommunen har gennem borgermøderne været i dialog med borgere med handicap, pårørende, Handicaprådet, handicaporganisationer, medarbejdere og andre interessenter. Denne dialogbaserede tilgang har resulteret i værdifulde løsningsforslag og identificering af områder, der kræver særlig opmærksomhed,” fortæller fagchef Mathias Knude Brusgaard.
Blandt deltagere på borgermødet i Nuuk, blev der udtrykt bred enighed om vigtigheden af at skabe et mere inkluderende og støttende system for borgere med handicap. Det var ligeledes muligt for de fremmødte at fortælle om de specifikke udfordringer, de møder i det nuværende system, samt diskutere løsningsforslag til disse.
Inge Olsvig Brandt var glad for de passionerede bidrag: ”Der var så mange gode input til mødet, og man kunne virkelig mærke, at de fremmødte brænder for deres sag. Kommuneqarfik Sermersooq ser frem til at bruge de indsamlede input til at forme den kommende handicappolitik og arbejde videre med borgere og interessenter for at sikre, at politikken afspejler de reelle behov og ønsker i samfundet.”
Hvad sker der nu?
Den næste fase i processen indebærer selve revisionen af den nuværende handicappolitik i lyset af de indsamlede input. Derefter udarbejdes den endelig politik, der forventes at blive præsenteret først til Udvalg for Velfærd og Arbejdsmarked og dernæst kommunalbestyrelsen til godkendelse og efterfølgende vil den komme ud til høring ved borgerne, inden den skal implementeres.
Samtidig vil kommunen fortsætte med at opmuntre borgerne til at deltage aktivt i udformningen og gennemførelsen af handicappolitikken for at sikre, at den bedst muligt opfylder samfundets behov.
”Kommuneqarfik Sermersooq ønsker at takke alle, der deltog i borgermøderne og de involverede interessenter for deres værdifulde bidrag til udviklingen af den kommende handicappolitik. Det har været en lærerig proces, og alt hvad vi har lært undervejs, bliver en del af den fornyede handicappolitik,” afslutter fagchef Mathias Knude Brusgaard.