Der blev målt vindstød på mere end 40 sekundmeter, hvilket fik byggematerialer og andre løse genstande til at flyve igennem luften. Beredskabet stod klar til at rykke ud til de nødstedte borgere, som var blev fanget i orkanen og i de store mængder sne. Alle udrykningerne forløb uden problemer trods de voldsomme vindstød.
Det forberedende arbejde
Efter meldingen fra DMI, som varslede orkan i store dele af sydøst Grønland, begyndte det forberedende arbejde i beredskabet. ”Når DMI varsler, at der er en orkan på vej, begynder det forberedende arbejde. Det gælder i første omgang om at være i kontakt med alle relevante myndigheder – Herunder den kommunale ledelse”, udtaler Beredskabschef, Jes Damgaard Andersen.
Indbyggerne er generelt gode til at orientere sig om voldsomme vejrsituationer. Alligevel står det højt på Beredskabets dagsorden at sikre sig, at alle borgere i kommunen bliver gjort opmærksom på det voldsomme vejr. ”Det er rettidig omhu at holde indbyggerne orienteret, så de ikke begiver sig ud i det voldsomme, og kommer galt afsted. I den forbindelse benytter vi os af en række kommunikationskanaler – Herunder Kommunens og Politiets Facebooksider”, udtaler Jes Damgaard Andersen.
Han fortsætter: ”Selvom kommunikation er afgørende i den indledende fase i forberedelserne, begyndte vi alligevel at mobilisere ekstra mandskab, så vi var klar til livreddende indsats.”
Væltede stilladser, løse genstande og havarerede biler
Orkanen ramte Sydøstgrønland med stor styrke, og det var selvom DMI forventede en smule kraftigere vindstød. Mange løse genstande, byggematerialer og stilladser blev taget af vinden og kastet voldsomt rundt. Nogle borgere kunne sågar opleve, at deres vinduer blæste ind pga. de kraftige vindstød. Andre borgere oplevede, at de kørte fast i sneen på vej hjem fra arbejde, hvilket krævede assistance fra beredskabet.
”I beredskabet prioriterer vi altid menneskeliv først, og derfor rykkede vi ud til de borgere, som var kørt fast i de store mængder sne. Heldigvis fik vi reddet de nødstedte bilister, som vi enten kunne fragte helt hjem eller tage med tilbage til brandstationen. Når orkanen kaster løse genstande igennem luften, er det farligt at befinde sig udenfor. Derfor begiver vi os kun ud, når der er mennesker i nød. Heldigvis var der ingen tilskadekomne, og det skyldes, at borgerne har været gode til at følge myndighedernes anvisninger”, udtaler Jes Damgaard Andersen.
I alt rykkede beredskabet ud til omkring 10 fastkørte biler, hvor bilisterne havde behov for hjælp til at komme i sikkerhed.
Borgmesteren roser myndigheder og borgere
Myndighedernes store arbejde er ikke gået ubemærket hen. Udover at beredskabet fik reddet de nødstedte bilister, har det store koordineringsarbejde fungeret upåklageligt. Dertil kommer, at borgerne har været gode til at holde sig inden døre.
”Først og fremmest er jeg stolt over det arbejde, som de lokale myndigheder har stået for. Med så kraftige vindstød kunne vi risikere flere tilskadekomne. Det skete heldigvis ikke takket være myndighedernes store indsats og borgernes agtpågivenhed”, udtaler Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq S. Olsen.
Hun fortsætter: ”Det er imponerende, hvor gode de lokale myndigheder har været til at koordinere med hinanden – Herunder Politi, Beredskab og kommune. Jeg blev løbende opdateret om situationen, og må konstatere at deres arbejde har fungeret upåklageligt. De materielle skader, som orkanen har påført, kan vi leve med, men menneskeliv må og skal have den største prioritering. Derfor skal der lyde en stor ros og tak, til alle involveret myndigheder og alle indbyggere i kommunen, for at passe godt på hinanden.”