Ældrepolitik

Ældresektorplan:


Du kan downloade ældrepolitikken her.


Et væsentligt og aktivt liv

Introduktion

Ældrepolitikken 2016-2026 bliver til i en tid, hvor flere og flere mennesker bliver ældre. I Kommuneqarfik Sermersooq mener vi at længere levetid skal ledsages af livskvalitet. Ældre borgere skal så vidt muligt leve det liv de har levet hidtil og derfor er Værdighed – hele livet en vigtig målsætning i Kommuneqarfik Sermersooqs arbejde med ældre. At blive ældre er ikke en begrænsning, såfremt man får den støtte og hjælp man har brug for. Det er derfor vigtigt for kommunen at det enkelte menneske bliver set, hørt og forstået med respekt for den enkeltes egen kunnen. Kommunen er af den overbevisning at hver borger har sin egen definition af det gode liv og at det gode liv derfor bedst opnås af borgeren selv. Diversiteten blandt kommunens borgere skal respekteres og det er derfor vigtigt at vi som kommune tager personligt og fagligt ansvar for at hjælpe ældre borgere til at hjælpe sig selv.

Kommuneqarfik Sermersooq har udarbejdet en ældresektorplan, som med udgangspunkt i de politiske målsætninger har beskrevet og begrundet, hvorfor og hvordan ældreområdet udvikles over de kommende år.

Det at flere og flere mennesker bliver ældre er en positiv tendens, men medfører også nye udfordringer på ældreområdet, som kommer til at præge såvel det kommunale arbejde som samfundet generelt de kommende 25 år. Ældrepolitikken er formet med det mål for øje, at takle disse udfordringer.

Hvem er de ældre borgere?

Ældrepolitikken drejer sig om omsorg for de af kommunens borgere, som er fyldt 65 år. Men da politikkens målsætning og kommunens arbejde for at opfylde disse mål strækker sig over de næste 10 år, har den naturligvis også stor betydning for voksne under 65 år.

De fleste af kommunens ældre borgere er selvhjulpne og aktive. De er ressourcestærke brugere af kommunens tilbud. Ca. 350 får en eller anden form for hjælp i hverdagen; det kan være rengøring eller pleje. Endelig har en mindre gruppe af borgere brug for omfattende hjælp og pleje hver dag. Alle ældre borgere skal have mulighed for at få støtte og vejledning til at klare sig selv og tage vare på hinanden.

Kommuneqarfik Sermersooqs ældre borgere er ikke blot forskellige hvad angår helbred og aktivitetsniveau, de bor også vidt forskellige steder under forskellige vilkår. Der er forskel på om man bor i Qeqertarsuatsiaat, Nuuk eller Ittoqqortoormiit. Der er kulturelle forskelle, der er forskel på lokale aktivitetstilbud, der er forskel på adgangen til lokalt sundhedsvæsen, og der er infrastrukturelle og klimatiske forhold, som kan gøre tilbud, indkøb, familiebesøg svært tilgængelige. Det er meget vigtigt at have respekt og forståelse for denne forskellighed. Og det er vigtigt, at kommunen i dens fortsatte arbejde på at udvikle ældreområdet finder løsninger, som tager højde for disse forskelligheder.

Ældre borgere er også en målgruppe, hvor alderssammensætningen ændres betydeligt over de kommende år. Vi bliver flere ældre, mens arbejdstyrken til gengæld er faldende. Det giver kommune og samfund en række udfordringer, som Kommuneqarfik Sermersooq vil arbejde hårdt for at gå i møde med bæredygtige løsninger for såvel de ældre borgere som for den kommunale forvaltning.

I 2015 har Kommuneqarfik Sermersooq talt med og lyttet til ældre borgere i hele kommunen. Der er bl.a. blevet holdt borgermøder i alle kommunens byer. Dette har givet os vigtige pejlemærker for, hvilke udfordringer og ønsker ældre borgere står med i deres hverdag på tværs af hele kommunen. Disse pejlemærker har været med til at danne grundlag for denne ældrepolitik.

Hvorfor en ældrepolitik?

  • Ældrepolitikken skal fastsætte rammer og retning for det videre arbejde inden for ældreområdet
  • Ældrepolitikken skal prioritere indsatsen og sætte brugbare og realiserbare mål
  • Ældrepolitikken skal skabe fælles forståelse for udfordringer, behov, rammer og målsætning
  • Ældrepolitikken skal fungere som pejlemærke for borgere, medarbejdere og organisationer

Værdier

En politik er værdibaseret: Den fremsætter nogle grundværdier, som skal bære kommunalpolitik og forvaltning af ældreområdet frem mod visionen.

Vision

En politik har en vision: Et billede af et ønskeligt og opnåeligt fremtidsscenarie for ældreområdet i hele kommunen.

Fokusområder

Fokusområderne fastsætter kommunens prioritering af, hvilke områder, der fremover skal fokuseres og satses på for at realisere visionen. Fokusområderne fastsættes og prioriteres med udgangspunkt i udviklingen, udfordringerne og mulighederne på ældreområdet.

Målsætninger

Der skal sættes specifikke og realiserbare mål inden for hvert fokusområde. Disse mål danner udgangspunkt for kommunens udviklingsarbejde og drift.

Ældrepolitikkens værdigrundlag

MEDMENNESKELIGHED

At være medmenneskelig er at kunne sætte sig ind i andre menneskers liv og have forståelse for deres situation, behov og ønsker. Når vi er medmenneskelige, er vi tolerante over for hinanden, vi viser interesse for hinanden, og vi drager omsorg for hinanden. Det er på baggrund af denne medmenneskelighed, at Kommu- neqarik Sermersooq møder og samarbejder med ældre borgere – om det er i hjemmet, i aktivitetscenteret, i plejehjemmet eller i socialservice. Det er vigtigt, at det enkelte menneske bliver set, hørt og forstået.

VÆRDIGHED OG RESPEKT

Værdighed er essentiel i mødet mellem mennesker, og det er en forudsætning for, at vi kan have et godt forhold til os selv, føle selvværd. Værdighed er en betingelse for, at vi kan indgå ligeværdigt i fællesskaber. Værdighed er derfor afsæt for et godt liv.

Vi vil behandle ældre med respekt for den enkeltes ret til selv at bestemme. Det er helt individuelt, hvad et godt liv er. Derfor er det samtidig vigtigt, at kommunen udviser respekt for den forskellighed, der er blandt mennesker – især i en så geografisk stor kommune som Kommuneqarfik Sermersooq. Derfor forudsætter kommunens hjælp til ældre, at vi kan være fleksible og tilpasse ydelser og tilbud til den enkeltes behov, samtidig med, at der gives mulighed for, at de ældre borgere selv tager ansvar for at skabe sig et godt liv.

ANSVARLIGHED

Vi skal i Kommuneqarfik Sermersooq evne at tage an- svar for de borgere, vi drager omsorg for. Dette betyder imidlertid ikke, at vi skal tage ansvaret fra ældre borgere. Ældreomsorg fordrer en ansvarlig tilgang til arbejdet, hvor vi sikrer kvalitet i omsorg og respektfuld behand- ling af vores ældre medborgere, samtidig med at de støttes i at tage hånd om eget liv. Vi tror på, at et godt og meningsfuldt liv bygger på muligheden for at have et selvstændigt og aktivt liv sammen med mennesker, som man holder af. Vores medarbejdere skal derfor tilskyn- des til at tage personligt og fagligt ansvar for, at vi som kommune hjælper ældre borgere til at hjælpe sig selv.

Kommunalt ansvar er også økonomisk ansvar. Vi skal tage ansvar for hver en krone. Vi skal tage ansvar for, at så mange af de kommunale midler som muligt bruges til det, kommunen er sat i verden til, nemlig at servicere borgerne.

UDVIKLING

Åbenhed og fleksibilitet over for forandringer med øje for nye muligheder, er en forudsætning for at kommunen kan udvikle sig og løbende forbedre serviceringen af kommunens ældre borgere. Således er åbenhed overfor nye tiltag og fleksibilitet i forhold til implementeringen af tiltag i en mangfoldig kommune som vores, en central del af kommunens løbende udvikling. Det er ligeledes vigtigt for kommunen at åbenhed og fleksibilitet er en del af hverdagen i mødet med ældre borgere.

Med disse værdisæt i lommen vil kommunen, i samspil med det øvrige samfund, bestræbe sig på at være i konstant udvikling på et organisatorisk plan, såvel som på medarbejder plan.

HVAD ER DET GODE LIV?

Kommuneqarfik Sermersooq kan og skal ikke afgøre for folk, hvad der for dem er et godt liv, og hvad der gør dem glade. Hvad kommunen dog kan gøre er at hjælpe med til at skabe rammerne for et godt liv. Disse rammer kan opdeles i tre områder:

  1. De ydre rammer – Økonomi, bolig, tilgængelighed, arbejde
  2. Mellemmenneskelige relationer – Familie, venner, omsorgshjælpere, frivillige
  3. Det indre liv – Følelsesliv, selvforhold, engagement, motivation

Mål

Kommunens overordnede mål for det videre arbejde er:

  • At skabe en fremtidssikret og bæredygtig ælde- sektor med drift, organisation og tilbud, som formår at udvikle og tilpasse sig i takt med, at vi bliver flere ældre de kommende 25 år

Vision

Kommunens vision for fremtiden er et ældreområde:

  • Hvor ældre borgere gives de optimale muligheder for at leve et meningsfuldt, aktivt og socialt liv
  • Hvor der er skabt de optimale rammer for at ældre borgere kan leve et aktivt liv i eget hjem
  • Hvor alle ældre plejekrævende borgere får tildelt en egnet døgnpleje og modtager den rette kvalificerede pleje
  • Hvor borgeren er i centrum for tilrettelæggelsen og samarbejdet omkring de ydelser, som kommunen leverer
  • Hvor høj faglighed og ansvarlighed præger medarbejdernes omsorgsarbejde
  • Hvor kommunens ældre borgere føler sig inddraget, velinformeret og vejledt omkring kommunens arbejde og tilbud

Ældrepolitikkens temaer og fokusområder

Ældrepolitikken er opdelt i 5 temaer med hver deres fokusområder, som beskriver kommunens prioriterede indsats og målsætninger

  1. OMSORG
    • Borgeren i centrum
    • Frivillig omsorg
  2. BOLIG
    • Nye boformer
    • Plads til pleje
  3. SUNDHED
    • Forebyggelse
    • Kost og aktiviteter
  4. TEKONOLOGI
    • Gør livet lettere og arbejdet smartere
  5. KOMMUNIKATION
    • Inddragelse, åben dialog, tilgængelig information

1. Omsorg

Borgeren i centrum

Kommuneqarfik Sermersooqs værdigrundlag afspejler sig i vores forståelse af omsorg. Omsorg er at være nærværende, behandle sine medmennesker værdigt og tage ansvar for deres velvære. Omsorg kræver at man forstår andres behov og forudsætter gensidig respekt. Omsorg kan opdeles i fire typer af omsorg:

Det er vigtigt med personale, som går op i deres arbejde

borger, Nuuk

Professionel omsorg

Professionel omsorg forudsætter dels faglighed, erfaring og medmenneskelighed, dels veltilrettelagt tværfagligt samarbejde. Som kommune anser vi det for medarbejdernes vigtigste opgave at tage højde for alle de forhold, der påvirker trivsel i hverdagen. Det er ikke den enkelte medarbejders egen opgave, der er i centrum for ydelsen, men derimod borgeren, som er i centrum.

Kommuneqarfik Sermersoq vil derfor fremover lægge ekstra vægt på, at ydelserne tilrettelægges tværfagligt med inddragelse af faggrupper i og uden for kom- munen (fx sundhedsvæsen), pårørende og naturligvis borgeren selv, for dermed at skabe den nødvendige sammenhæng i ydelsen og samspil med pårørende og borger. Kommuneqarfik Sermersooq lægger samtidig stor vægt på den enkelte medarbejders faglighed og ansvar for opgaven. Vi arbejder derfor hårdt på at rekruttere kompetente medarbejdere og kompetence- udvikle dem, vi har.

Egenomsorg

Oftest er den professionelle omsorg kun en meget lille del af ældres tilværelse. Kommuneqarfik Sermersooq mener, at det bør tilstræbes, at ældre så vidt muligt har indflydelse på eget liv og kan tage vare på sig selv, det vil sige gøre brug af sine egne ressourcer. Vi mener, at dette giver større trivsel.

Derfor er det en vigtig opgave for kommunens om- sorgsmedarbejdere at kunne hjælpe ældre borgere til så vidt muligt at hjælpe sig selv. Men dette betyder også, at medarbejderen skal have indsigt i borgerens behov og kunnen.

Pårørendes omsorg

Pårørende er de vigtigste og nærmeste i borgerens liv. De har personligt kendskab til livserfaring, vaner og behov. De er derfor vigtige for borgerens trivsel, og de er derfor også i praksis de mennesker, som bedst kan støtte borgeren, være aktive sammen med borgeren og skabe fællesskab. Derfor er det vigtigt, at vi i kommu- nen formår at være i dialog med pårørende, når der er behov for det. Her er det dog vigtigt, at vi samtidig skaber klarhed om roller og forventninger.

Vores mål

  • At borgeren modtager en helhedsorienteret tværfaglig tilrettelagt ydelse, hvor borgerens egne ressourcer og behov er i centrum
  • At sikre gode og effektive borgerforløb i sagsbehandlingen
  • At ældre borgere gives størst mulig indflydelse på sin egen hverdag
  • At ældre borgere gives optimale betingelser for et aktivt og socialt liv
  • At øge fokus på kompetenceudvikling og målrettet rekruttering, så det sikres at medarbejderne har den nødvendige faglighed og menneskelige indsigt
  • At kommunens medarbejdere er i god og respektfuld dialog med pårørende

Frivillig omsorg

Der er endnu en måde, hvorpå vi i samfundet kan støtte og hjælpe hinanden – nemlig ved, at vi som borgere hjælper vores medmennesker. Lønnen for denne hjælp er selskab, nærvær og respekt. Men det er heller ikke så lidt. At hjælpe andre og være sammen med andre er givende. Frivilligt arbejde, eller frivillig omsorg, vægter Kommuneqarfik Sermersooq meget højt. Hvis vi i fremtiden skal bevare et bæredygtigt velfærdssamfund, er det vigtigt, at også civilsamfundet gør en indsats. Det giver ældre større mulighed for socialt samvær med menne- sker i alle aldre, der er motiveret af lyst og ikke pligt. Det giver mulighed for udveksling af erfaringer og viden på tværs af generationer. Det hjælper til at give indhold og aktivitet i tilværelsen. Og så udnytter vi også de ressour- cer, der er i civilsamfundet.

Nogle af os har ikke så mange at tale sammen med eller lave aktiviteter med i hverdagen. Jeg tror det vil hjælpe, hvis frivillige besøger ensomme ældre

borger, Nuuk

Vores mål

  • At styrke den enkelte borgers livskvalitet gennem frivilligt arbejde
  • At fremme udveksling af viden og erfaring på tværs af generationer
  • At skabe et aktivt civilsamfund, der styrker følelsen af fælleskab ved at fokusere på den enkelte borgers ressourcer
  • At skabe sammenhængskraft i civilsamfundet ved at styrke den sociale ansvarlighed blandt borgerne i kommunen

2. Bolig

Nye boformer

For at imødekomme de udfordringer, som det stigende antal ældre medfører, er det vigtigt at kommunen formår at skabe rammerne for at ældre kan blive boende og trives længere tid i eget hjem. Derfor vil kommunen etablere nye boformer og faci- liteter, som giver mulighed for et aktivt og socialt liv.

Der er behov for flere og bedre boliger til friske og aktive ældre

borger, Nuuk

Vores mål

  • Fællesskab: »Egen« bolig betyder ikke »alene«; det skal være en boform, som giver ældre mulighed for at være en aktiv del af et fællesskab
  • Egnet bolig: Boligen skal indrettes og have, faciliteter som gør det muligt for ældre at trives og være selvstændige i eget hjem
  • Aktivt liv: Det skal være let at være aktiv
  • Tilgængelighed: Det skal være let at komme til og fra aktiviteter, indkøb og pårørende

Plads til pleje

Selv om kommunen vil gøre en stor indsats for at redu- cere behovet for institutionspleje, vil der blive behov for at øge kapaciteten på kommunens ældreinstitutioner. Derfor vil kommunen renovere og udbygge plejehjemspladser, hvor det er nødvendigt. Det er netop hensigten, at det øgede fokus på sundhed, forebyggelse, rehabilitering og trivsel i eget hjem skal frigive ressourcer og plads til, at kommunen kan tage sig af de ældre, som har særligt behov for døgnpleje, fx personer med fremskreden demens.

Det er vigtigt at ældre ikke skal vente længe på at få en plads i plejehjem og ældrekollektiver – det skaber utryghed

borger, Tasiilaq

Vores mål

  • At udvide døgnplejekapaciteten svarende til det fremskrevne behov for døgninstitutionspladser
  • At forbedre rammerne for beboerne i kommunens alderdomshjem og plejehjem

3. Sundhed

Forebyggelse

Livsstil er en af de væsentligste faktorer for ældres helbred og trivsel. Alkohol, rygning, ensomhed, dårlig ernæring og lav fysisk aktivitet er alle med til at sænke helbred og trivsel blandt ældre borgere. Forebyggelsesindsatsen skal blandt andet hjælpe ældre til en bedre livsstil og dermed et mere selvstændigt og aktivt liv. Indsatsen er særligt vigtig for opnåelse af målet om at give ældre mulighed for at leve længere tid i eget hjem, men forebyggelse og sundhed er naturligvis også vig- tigt for ældre på døgninstitutioner.

Den forebyggende indsats retter sig specielt mod ældre, som i høj grad klarer sig selv i hverdagen, men som er i risiko for yderligere nedsættelse af funktionsevnen. Indsatsen tilsigter at mindske risikoen for nedsættelse af funktionsevnen via en tidlig forebyggende indsats.

Jeg savner aktiviteter i min hverdag

borger, Paamiut

Vores mål

  • At ældre borgere i højere grad tilbydes forebyg- gende tilbud
  • At styrke forebyggelsesindsatsen ved at udarbejde en model for tidlig opsporing
  • At lægge yderligere vægt på formidling og dialog om sund livsstil for ældre

Kost og aktiviteter

Sundhed er mere end fravær af sygdom. Sundhed er også den mad, man spiser, og de aktiviteter, man tager del i. For at fremme vores ældre borgeres sundhed er det derfor vigtigt, at kommunen giver ældre mulighed for at få god ernæringsrig mad, ligesom det er vigtigt at hjælpe ældre til at være fysisk og socialt aktive. Kommunen anerkender, at sund mad ikke alene kan defineres ud fra mængden af ernæringsrige stoffer, men også må tage hensyn til, hvad den enkelte borger faktisk holder af at spise.

Dialog og vejledning om gode kostvaner og servering af god grønlandsk mad på kommunens institutioner bør derfor tilstræbes i endnu højere grad fremadrettet. Vi skal som kommune gøre socialt samvær og fysiske aktiviteter attraktive og lettilgængelige og facilitere sociale aktiviteter gennem frivilligt arbejde. Ved at fremme et aktivt liv med gode kostvaner hos ældre skaber kommunen de rette forudsætninger for, at borgeren oplever livsglæde og handlekraft.

Vores mål

  • At skabe bedre aktivitetsmuligheder for ældre
  • Bedre dialog og vejledning om sund kost
  • At øge fokus på servering af sund grønlandsk mad på kommunens ældreinstitutioner
  • At skabe let adgang til fysiske og sociale aktiviteter

4. Teknologi

Gør livet lettere og arbejdet smartere

For at sikre en bæredygtig ældresektor er det nødven- digt at anvende de nyeste teknologiske hjælpemidler. Kommunqarfik Sermersooq vil derfor fremadrettet sætte ekstra fokus på mulighederne for at anvende velfærdsteknologi til at takle udfordringerne på ældreområdet. Velfærdsteknologi kan hjælpe borgere til at leve længere tid i eget hjem, velfærdsteknologi kan skabe trygge rammer for demensramte og andre pleje- krævende ældre, og endelig kan velfærdsteknologi lette arbejdsbyrden for medarbejdere og bidrage til et bedre arbejdsmiljø. Derfor har vi i kommunen allerede igang- sat implementering af nye teknologier i ældreplejen.

Jeg ville føle mig mere tryg, hvis jeg var sikker på at jeg kunne tilkalde hjælp, hvis der skulle ske et uheld

borger, Nuuk

Vores mål

  • At understøtte ældre borgeres ret til et selvstændigt og aktivt liv
  • At øge tryghed og sikkerhed for ældre borgere
  • At bidrage til et godt arbejdsmiljø og effektivisere arbejdsgange i forvaltningens arbejde
  • At medvirke til at sikre en økonomisk bæredygtig ældresektor

5. Kommunikation

Inddragelse, åben dialog, tilgængelig information

Inddragelse og dialog er det fundament, som Kommuneqarfik Sermersooq vil bygge relationen til sine borgere på. Dette gælder ikke mindst ældre borgere. Sammenhæng og udbytte i kommunens tilbud til ældre forudsætter, at vi inddrager borgerne i kommunens arbejde. Tillid og konstruktivt samarbejde forudsætter, at kommunen er i åben dialog med borgerne. Vi skal derfor inddrage ældre, pårørende, foreninger og ældreråd i kommunens udviklingsarbejde. Samtidig skal kommunen sørge for, at information om kommunens arbejde og tilbud er lettilgængelig for alle ældre borgere.

Det er vigtigt at vi ældre bliver informeret om de tilbud kommunen har

borger, Tasiilaq

Vores mål

  • At øge inddragelse af borgere, ældreråd og foreninger
  • Altid at have en åben, imødekommende og ligeværdig dialog mellem ældre og kommunens medarbejdere
  • At skabe let og overskuelig adgang til information om de kommunale tilbud til ældre
  • At ældre får vejledning til brug af digital information og kommunikation