Borger Kultur

Årets Ildsjæle blev hyldet

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Igen i år uddelte Kommuneqarfik Sermersooq priser til tre ildsjæle, der på hver deres måde har ydet en ekstraordinær indsats i frivillighedens navn, til gavn for kulturen, borgerne og sammenholdet i kommunen.

Årets tre ildsjæle er: Karoline Josvassen, Aviaja Rohmann Hansen og Bodil Karlshøj Poulsen.

Hver især har de gjort en særlig indsats til gavn for andre, der er kommet fællesskabet i byen, bygden eller hele kommunen til gode. Ildsjælene blev i fredags udnævnt og hyldet af borgmester Avaaraq Olsen ved en ceremoni på rådhuset, hvor den musikalske duo Maali og Marius sørgede for stemningsfulde sange i pauserne.

Karoline Josvassen
Fra sin hjemby Tasiilaq har Karoline i over 25 år kæmpet for at bevare og sprede østgrønlandsk kultur, og drager rundt i kommunen og hele Grønland for at holde workshops og opvisninger i qilaat og inngerutit.  

I sin tale til Karoline sagde borgmester Avaaraq Olsen Blandt andet:

”Du brænder for den grønlandske traditionelle levevis og for at dele den med andre. Det ser man blandt andet i dit arbejde med er undervise børn og unge i trommedans og trommeviser. Et arbejde som du påtager dig i din fritid.

Hvis et folk ikke ved hvor det kommer fra, kan det heller ikke vide hvor det er på vej hen. Det er derfor vi skylder dig en stor tak.  Du minder os om hvor vi kommer fra, og du yder en stor indsats for at holde vores traditionelle kultur – ikke blot i live – men stærk og levende.”

Karoline fulgte under arrangementet med fra Tasiilaq via storskærm, omgivet af sin nærmeste familie. Hun fortæller: ”Jeg blev så overvældet, da jeg fik at vide, at min indsats ville blive hædret. Jeg var faktisk lige kommet tilbage fra en tur til Ittoqqortoormiit, hvor jeg havde holdt en workshop om trommedans, da jeg fik det at vide. Det gjorde mig både beæret og rigtig glad, og jeg er rigtig glad for at min familie kan være med til fejringen i dag.”


Aviaja Rohmann Hansen
Aviaja har på eget initiativ og ulønnet oprettet børnesorggrupper, og inspireret andre frivillige til at deltage i arbejdet. Hun er nu i gang med at skrive vejledninger til frivillige der ønsker at oprette en børnesorggruppe i andre byer eller andre kommuner.

I sin tale til Aviaja slog borgmester Avaaraq Olsen fast, at det er en svær men nødvendig mærkesag Aviaja har taget til sig:

”Tanken om at et barn mister en forælder eller et nært familiemedlem, er næsten ikke til at bære. Tanken er så frygtelig, at mange voksne ikke ville vide hvad de skulle sige. Nogle ville måske undgå at tale med barnet, af frygt for at sige det forkerte.

Ikke dig Aviaja Rohmann Hansen. Du har i mange år rakt hånden ud til de børn der har mistet nært pårørende ved dødsfald, eller hvis forældrene er skilt.  Du har trøstet dem, hjulpet dem igennem sorgen, rejst dem op og vist dem en vej videre i livet. De børn som du har givet håb i deres mørkeste tid, er dig taknemmelige. Som samfund skylder vi dig også en stor tak ”

Det var en rørt Aviaja Rohmann Hansen der tog imod hyldesten, og tilføjede: ”Det er noget jeg virkelig brænder for, så det er dejligt at mit arbejde bliver anerkendt. Jeg stoppede faktisk i mit job som præst, for at dedikere mig fuldt ud til sagen. Selv om jeg selvfølgelig savner præstegerningen, så er mit mål at nå ud til så mange med foredrag og kurser, samt at vejlede så alle føler sig klædt på til, at hjælpe. Min tætteste familie er med mig her i dag, og jeg er glad for deres støtte. Det betyder helt vildt meget at have familiens opbakning.”


Bodil Karlshøj Poulsen
Nogle ildsjæle har én enkelt mærkesag, der definerer deres bidrag til fællesskabet i byen, bygden eller hele kommunen. Det er bestem ikke tilfældet for Bodil Karlshøj Poulsen, der har bidraget i utallige afskygninger til foreningslivet og fællesskabet i Sermersooq.  

I sin tale til Bodil kom borgmester Avaaraq Olsen ind på et par af de mange bidrag Bodil har ydet gennem årene:

”Prisen ’Årets ildsjæl’ gives til personer, der har været med til at styrke fællesskabet. Det er egentligt mærkeligt at du, Bodil Karlshøj Poulsen, ikke har fået den tidligere. Du har gennem mange år bidraget til frivilligt arbejde i Nuuk. I mere end 10 år har du været en del af Natteravnene. Du har været medlem af ældrerådet og deltaget i bestyrelsesarbejdet i NSP og Transparency International Greenland.

Drejer det sig om børnene, de ældre eller samfundets etik, stiller du gerne op og gør en frivillig indsats, for at hjælpe dine medmennesker. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan Nuuk ville se ud, uden folk som dig. Du holder gang i så mange af de ting der gør Nuuk til en dejlig by at bo i.”

Efter talen fortalte Bodil: ”Jeg har været medlem af NSP siden jeg flyttede til byen. Klubbens børn er med til at passe kiosken, så kan den køre mens jeg selv deltager i konkurrencerne. NSP er et godt eksempel på en klub, der efterlever mange af de idealer jeg også i mit andet frivillige arbejde kæmper for. Den inddrager alle. Der er ingen forbehold. Alle kan hjælpe, og alle kan være med.”


Vigtigt at hylde ildsjælene
Borgmester Avaaraq Olsen afsluttede ceremonien med en ekstra personlig tak til ildsjælene, og tilføjer: ”Jeg er glad og ydmyg, for første gang at have haft fornøjelsen af at overrække priserne til Årets Ildsjæle. Det er borgere som dem, der holder hjulene i vores samfund kørende, og jeg mener, at det er vigtig, at hylde dem med tiltag som dette. Jeg håber, at det kan være med til at inspirere endnu flere til at yde den ekstra indsats, som vi har hyldet i dag.”

Årets ildsjæle modtog et diplom, en buket og en pengegave på 15.000 kr. som tak for deres indsats.